Der er et pust af friskere luft på vej ind over Danmark, efter at EU-landene 14. oktober vedtog nye krav for, hvor meget nye brændeovne må forurene. Resultatet kan blive en halvering af partikeludledningen fra brændeovne og -kedler i EU.
De nye krav blev efter dansk initiativ strammet endnu mere end dem, Kommissionen i første omgang havde lagt op til. Det glæder miljøminister Kirsten Brosbøl:
- Luftforurening er et af de store problemer for vores sundhed, og brændeovne er en af de helt store syndere. Derfor har vi presset på for at få indført skrappere miljøkrav i hele EU. Det er en sejr, at det nu er lykkedes. Røgen fra millioner af brændeovne i Europa kender ikke til landegrænser, og tre fjerdedele af vores partikelforurening kommer fra andre lande. Så selvom vi stort set allerede lever op til de nye krav i Danmark, vil danskerne få renere luft.
Dansk vækstpotentiale
Ud over renere luft i hele Europa, giver de nye såkaldte eco-designkrav et stort vækstpotentiale for de danske brændeovnsproducenter. Allerede sidste år solgte producenterne brændeovne for 750 mio. kroner til udlandet mod godt 100 mio. kroner i Danmark.
- Herhjemme er ni ud af ti solgte brændeovne svanemærkede, og Danmark er helt fremme i feltet til at levere brændeovne med lavt partikeludslip. Derfor er de nye regler en klar fordel for danske brændeovnsproducenter, der nu kan se frem til et stærkt voksende europæisk marked for renere brændeovne. Det er et rigtig godt eksempel på, at det nytter, når Danmark går foran. Vi får renere luft og skaber samtidig dansk vækst, siger Kirsten Brosbøl.
Mange har ikke haft regler
Mange lande i EU har indtil nu slet ikke haft regler på området, og kun Danmark og Tyskland har på forhånd planlagt krav, der er lige så skrappe som de nye eco-designkrav.
De nye EU-krav gælder for brændeovne og – kedler, der købes efter 2022 for brændeovne og 2020 for kedler. Kravene kan dog få effekt tidligere, efterhånden som producenterne tilretter deres produkter efter de kommende krav.
Tidligere på året lancerede regeringen luftpakken ”Ren luft til danskerne”, hvor et af indsatsområderne også er at nedbringe forureningen fra brændeovnene yderligere.