Nye klima- og energitiltag på finansloven

Biocovers på lossepladser er et af de nye tiltag i regeringens udspil til finanslov. Foto: Colourbox

FINANSLOV – Biocovers på lossepladser, udtag af lavbundsjord og et nyt sekretariat, der skal bistå virksomheder med energibesparelser. Samtidig fastholdes energimilliarden til energiforskningen. Det er nogle af de konkrete forslag, der prioriteres i regeringens finanslovsforslag for 2015, der præsenteres i dag.

Regeringen afsætter 360 mio. kr. på forslaget til finanslov for 2015 til nye initiativer, der skal mindske udledningen af drivhusgasser og samtidig bidrage til vækst samt forbedre natur og miljø. Forslagene, omfatter et helt nyt sekretariat for energibesparelser, der skal hjælpe med at gennemføre nogle af de mange rentable energibesparelser i virksomhederne.

Der skal også etableres biocovers på nedlukkede affaldspladser, så udledningen af den kraftige drivhusgas metan reduceres. Der afsættes desuden midler til at tage lavbundsjorde ud af landbrugsproduktionen. Det vil både mindske kvælstofudvaskningen og udledningen af drivhusgasser samt forbedre biodiversiteten.

Klimahensyn skal integreres
Midlerne til biocovers og udtag af lavbundsjorde placeres under Miljøministeriet og afspejler dermed regeringens ønske om, at klimahensyn skal integreres i andre politikområder.

Forslagene, der udmønter sidste års grønne reserve, følger af Vækstpakke 2014, hvor der var enighed om at kompensere for klimaeffekten af tilbagerulningen af forsyningssikkerhedsafgiften. Ud over de nævnte forslag er der reserveret yderligere 133,5 mio. kr. til klimatiltag.

Regeringen vil videreføre et samlet niveau for energiforskning, -udvikling og -demonstration på ca. 1,2 mia. kr. i 2015 og lægger op til, at der afsættes 375 mio. kr. til EUDP. Det skal sikre, at danske virksomheder fortsat vil kunne levere den innovative energiteknologi, der er behov for i den grønne omstilling. Der afsættes derudover 9 mio. kr. årligt til at finansiere arbejdet i det uafhængige klimaråd, som etableres 1. januar 2015, samt 3 mio. kr. til at styrke det klimapolitiske arbejde i Energistyrelsen.

Fakta:

Fordelingen af midler fremgår nedenfor:

Væsentlige tiltag i regeringens finanslovsudspil 2015 på klima-, energi- og bygningsområdet

• Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP). Regeringen lægger op til at fastholde bevillingsniveauet, og foreslår at afsætte 375,3 mio. kr. til EUDP i 2014.

• Arbejdet på det byggepolitiske område, herunder arbejdet med byggepolitisk strategi. Der er på regeringens forslag til finanslov afsat 4,0 mio. kr. årligt i 2015-2016 til arbejdet.

• Oprettelse af Klimarådet og en styrkelse af det klimapolitiske arbejde, som fastlagt i aftale om Danmarks Klimalov, Klimaråd og nationale klimamålsætninger. Der er afsat 12,0 mio. kr. årligt fra 2015 og frem.

• Fortsat dansk deltagelse i programmer under den europæiske satellit-organisation EUMETSAT. Satellitdata fra EUMETSAT er helt central for DMIs udarbejdelse af såvel daglige vejrudsigter som varsling af farligt vejr. Der er på regeringens forslag til finanslov afsat 79,9 mio. kr. fra 2015-2018

Før sommerferien indgik Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten aftale om tilbagerulning af forsyningssikkerhedsafgiften mv. og lempelser af PSO som led i den samlede aftale om Vækstpakke 2014. Dette gav anledning til flere nye initiativer på klima- og energiområdet, som fremgår nedenfor:

Større tiltag som følge af den samlede aftale om Vækstpakke 2014:

• Etablering af biocovers på nedlukkede affaldsdeponier (lossepladser). Biocovers vil mindske udledningen af den kraftige drivhusgas metan. Der er samlet afsat 185,2 mio. kr. fra 2014-2017.

• Oprettelse af nyt sekretariat for energibesparelser i virksomheder under energistyrelsen, som blandt andet skal bistå virksomheder, der ønsker at gennemføre energibesparende tiltag, og udbrede erfaringer med energibesparelser. Der er afsat 40,0 mio. kr. fra 2014-2017.

• Udtag af lavbundsjord, som bidrager både til sikring af biodiversitet, reduktion af kvælstofudvaskning og lavere udledning af drivhusgasser. Der er afsat 86 mio. kr. fra 2014-2017.

• Midler til yderligere klimatiltag. Der er i alt reserveret 133,5 mio. kr. fra 2015-2017.

Kilde: Klima- Energi- og Bygningsministeriet 26. august 2014

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: