Nye kemikrav gør børns legetøj mere sikkert

FARLIG KEMI – Nye EU-regler stiller skrappere krav til indholdet af kræftfremkaldende stoffer og forbyder de mest allergifremkaldende parfumestoffer i legetøj.

De farlige kemiske stoffer er på vej ud af dukker, biler og andet legetøj. /Foto: Colourbox

Nu kan forældre købe en legetøjsbil, en dukke, en bold eller et helt fjerde stykke legetøj til deres børn uden en lang række kemiske stoffer. Kemikaliekrav i EU’s legetøjsdirektiv, som træder i kraft i sommerferien, sikrer nemlig, at der kommer skærpede regler for indhold og afgivelse af en lang række kemiske stoffer i legetøj, der bliver solgt i hele Europa.

- De nye regler giver en bedre beskyttelse af vores børn, fordi mange flere stoffer end i dag bliver reguleret. Danmark har arbejdet hårdt på at få reglerne forhandlet hjem i EU, siger miljøminister Pia Olsen Dyhr.

Reglerne stiller også krav som sikrer, at legetøjsproducenter fremover bliver nødt til at vide, hvilke stoffer deres legetøj indeholder.

- Jeg ved, at de danske legetøjsproducenter allerede tager dette arbejde meget seriøst, siger ministeren.

LEGO arbejder med de nye krav
Hos LEGO har man altid arbejdet indgående med produktsikkerhed. Som en konsekvens af det nye direktiv har virksomheden for eksempel siden direktivets vedtagelse i 2008 også gennemgået hele sortimentet for at sikre, at det overholder de nye regler, som trådte i kraft 20. juli.

- Produktsikkerhed er vores topprioritet, og vi har altid arbejdet for at vores produkter lever op til de strengeste retningslinjer globalt, så børn i hele verden sikkert kan lege og lære med vores legetøj. Det nye direktiv stiller stærke krav til legetøj – det bakker vi fuldt op om. Jeg er tilfreds med og stolt over, at vi i LEGO Koncernen kan dokumentere og opfylde alle krav, som det nye direktiv fremsætter, siger Jørgen Vig Knudstorp, administrerende direktør for LEGO Koncernen.

Kemikrav bliver løbende justeret
De nye kemikalieregler stiller blandt andet krav til indholdet af stoffer, der er kræftfremkaldende, stoffer, der kan ændre arveanlæggene, og stoffer, der kan skade forplantningsevnen, oplyser Miljøministeriet.

Samtidig bliver de mest allergifremkaldende parfumestoffer forbudt i legetøj. Derudover er der grænser for, hvor stor afgivelse der må være af en række stoffer som for eksempel, bly, cadmium, kviksølv. Grænserne for stofferne er sat efter, hvor farlige de er.

Som noget nyt er der i direktivet også mulighed for at ændre nuværende grænser eller sætte grænser for stoffer, som ikke på nuværende tidspunkt er reguleret, hvis der er videnskabelig dokumentation for det. Danmark arbejder på, at direktivet løbende bliver opdateret, når der kommer ny viden. Allerede inden direktivet er trådt i kraft, er grænserne for cadmium og barium skærpet, og flere ændringer er på vej, oplyser Miljøministeriet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: