Ny vagthund for farlig kemi

KemiWatch skal skaffe ny viden om de kemiske stoffer og fungere som forbrugernes vagthund. Foto: Colourbox

FARLIG KEMI – Regeringen og Enhedslisten sørger nu for, at forbrugerne får en ny kemikalievagthund. Den får navnet KemiWatch.

Danmark skal have en ny vagthund, der skal hjælpe forbrugerne til at finde rundt i kemikalie-junglen og samtidig holde industrien i ørerne.

Regeringen og Enhedslisten etablerer derfor KemiWatch, der skal indsamle viden om de kemikalier, vi omgiver os med i hverdagen – og sørge for at udbrede den viden til forbrugerne.

Effektivt redskab
- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at forhindre, at vi – og især vores børn – bliver udsat for skadelig kemi, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

KemiWatch vil blive et effektivt redskab til at fravælge produkter, der indeholder skadelig kemi. Forbrugerrådet Tænk har i årevis fungeret som forbrugernes vagthund og kan derfor få KemiWatch hurtigt op at stå og drive organisationen effektivt, til glæde for forbrugerne.

KemiWatch skal blandt andet lave nye kemiske analyser af, hvilke kemikalier der findes i forskellige produkter for på den måde at faktatjekke virksomhedernes oplysninger.

Den viden skal KemiWatch sørge for at formidle til danske forbrugere ved hjælp af hjemmesider og en hotline om kemikalier i forbrugerprodukter.

Viden og politisk pres
- Alt for mange skadelige kemikalier er i dag tilladte, og det er dybt frustrerende, at det går så langsomt med at få forbudt farlig kemi, siger Enhedslistens miljøordfører Per Clausen.

- Det er derfor et vigtigt fremskridt, at vi nu får etableret KemiWatch, der skal give forbrugerne viden om, hvilke produkter de skal undgå, hvis de ønsker at gå udenom skadelig kemi, mener han.

- KemiWatch vil både gavne folkesundheden og lægge pres på industrien til at udfase de skadelige stoffer og erstatte dem med ufarlige alternativer, siger Per Clausen.

Internationalt netværk
KemiWatch skal også være med til at opbygge et stærkt, internationalt NGO-netværk, som kan dele viden om kemi på tværs af grænserne.

- Kampen mod skadelig kemi kan ikke vindes, hvis vi kun kæmper den herhjemme i Danmark. Ved at opbygge et stærkt samarbejde med udenlandske NGO’er og dermed sikre, at vi hele tiden får den nyeste internationale viden om kemikalier, kan KemiWatch være med til at styrke forbrugernes stemme i Europa og understøtte den danske regerings ambitiøse kemikalieindsats i EU, siger Kirsten Brosbøl.

Der er afsat 17,4 millioner kroner til Forbrugerrådet Tænk til at oprette og drive vagthunden KemiWatch.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: