Støtten til økologisk landbrug fortsætter uændret i Tyskland, selv om den tidligere grønne landbrugsminister Renate Künast er blevet udskiftet med den mere højre-drejede Horst Seehofer i den nye tyske koalitionsregering.
Det forsikrede ministeren for nylig, da han talte for en stor forsamling af landmænd og repræsentanter for den tyske fødevareindustri.
- Vi må vise respekt for begge slags landbrug og ikke spille den ene ud mod den anden, sagde ministeren ifølge Farmers Weekly.
Senere fortalte en gruppe journalister, at den nye regering ikke havde til hensigt at ændre nogle af de reformer, som blev gennemført af hans forgænger i embedet.
Luft under vingerne
Den tyske økologiske sektor har haft luft under vingerne, siden Renate Künast for fem år siden overtog det tyske fødevareministerium og proklamerede en ambitiøs målsætning om at omlægge en femtedel af det tyske landbrug inden 2010.
Selv om den økologiske sektor stadig kun udgør mindre end fem pct. af den samlede landbrugsproduktion i Tyskland, vokser efterspørgslen kraftigt.
Nye tal viser, at det økologiske marked fortsat kan præstere to-cifrede vækstrater. Sidste år steg salget med 14-15 pct. til ca. 30 mia. kr.
Tyskland har nu 16.791 økologiske landbrug med et samlet areal på 811.724 ha.
Den tyske vækst er bl.a. stimuleret af en favorabel støtteordning, som indbringer landmændene et fornuftigt omlægningstilskud og et lidt mindre hektar tilskud efter to års omlægning.