Under landet
en roman af Lone Vitus,
282 sider, udgivet på
Det flydende forlag 2013.
Jeg tror aldrig, jeg nogensinde før har mødt en så helt igennem usympatisk hovedperson som i Lone Vitus’ bog Under Landet. Ja faktisk er landmanden Åge så nederdrægtig og psykopatisk, at det truer med at drukne en central fortælling – nemlig at relationen mellem dyr og menneske i en moderne svineproduktion kan gå fuldstændig tabt.
De eneste vederkvægende skildringer i bogen er de få tilbageblik, som svineproducenten Åge har til visse rolige oplevelser i barndommen, hvor han følges med sin far i marken.
Faderen passer gårdens lille hold af malkekvæg og har det godt med det, indtil den tyranniske mor og Åges ambitioner tager over. Resten er en opvisning i katastrofer og menneskelig nederdrægtighed. Ikke bare overfor dyr, men også overfor mennesker, ja hele det lokalsamfund, som Åge bor i får hans manglende empati, totale mindreværd og svigtende dømmekraft at mærke.
Lone Vittus HAR meget på hjertet om moderne landbrug, og det er ikke en artig historie, hun ønsker at fortælle gennem Åges kaotiske tankestrøm.
Faktisk virker det som om, at hendes ambition er at få alt det, hun ser som katastrofale sider af landbrugets (negative) udvikling med.
Åge repræsenterer dem alle: Fra at sprøjte pesticider lysteligt ind over naboens hæk til at hive døde grise i en massegrav på egen mark. Fra at bestikke de lokale politikere for at få sin svineproduktion udvidet på den måde, han nu ønsker til at nedgøre sine ansatte, sine naboer, sine søstre og ikke mindst nedgøre sine grise, som han på den ene side ynder at sammenligne alt i livet med – ikke mindst kvinder – men samtidig regner for dumme dyr – som ikke er i stand til at føle smerte.
Desværre er trængslen af problemstillinger så massive, at de spænder ben for hinanden.
Åge er nemlig ikke bare skildret som på alle måder kynisk i forhold til sit landbrug – han er også den, der som ung dreng ikke bare voldtager sin lillesøster, han dyrker også sex med sin mor (og hun med ham) – med dyrene og med diverse forbipasserende kvinder, fra russisk import til en lokal naivitet, der lader sig misbruge indtil han smider hende på porten.
Man kan vel sige, at summen af elendighed gør, at jeg som læser mister fokus og hovedpersonen bliver utroværdig.
Jeg håber ikke, Lone Vitus nogensinde har mødt dette monster i levende live – men der er ingen tvivl om, at han repræsenterer hendes samlede lede ved, hvordan moderne dansk landbrug har udviklet sig.
Det er lidt ærgerligt, at bjerget af elendighed skal vokse sig så stort– for det gør, at de dyre- og menneskevelfærds-problemer i landbruget, som fint kunne skildres i en roman, nu bliver så absurd mange, at de nærmest ophæver hinanden.
Inger Anneberg er antropolog og forsker ved Aarhus Universitet, Institut for Husdyrvidenskab