Ny nordisk mad kan hjælpe fattige bønder

RIO+20 – Ny nordisk mad skaber kulinariske oplevelser for gæsterne på verdens førende restauranter. Men principperne bag den succesfulde bevægelse kan kan også skabe nye muligheder for fattige bønder.Et seminar på Rio+20 viste vejen mod en forbedret økonomi for fattige bønder med inspiration fra manifestet for Ny Nordisk Mad.

Madlavning er en politisk handling, lød det på et seminar i Rio de Janeiro.

Ny Nordisk Mad er konceptet bag nogle af verdens førende restauranter, herunder noma i København, som er blevet valgt til verdens bedste i tre år i træk. I de senere år har nordiske kokke domineret konkurrencer som Bocuse d’Or.

Men bevægelsen Ny Nordisk Mad har også en anden side – en mindre glamourøs, men mere socialt bevidst side.

Denne side blev præsenteret på seminaret ‘From Nordic Food to a New Rural Economy” som Nordisk Ministerråd afholdt på Rio+20.

– Hvordan kan vi gøre vores daglige liv bæredygtigt, og hvordan skaber vi forretningsmuligheder for lokalt landbrug og lokale virksomheder? Dette er en enorm udfordring, men mad og madlavning kan gøre en stor forskel med henblik på at fremme de rurale økonomier, sagde Cecilie Tenfjord-Toftby, svensk medlem af Nordisk Råd, og tilføjede at vi skal stræbe efter at gøre efterspørgslen på lokale fødevarer til en global trend.

Biodiversitet og økosystemer

Paneldeltagerne var enige om at der skal tages hensyn til biodiversitet og økosystemer i den rurale udvikling.

– Det er af afgørende betydning at vi tager afsæt i økosystemerne. Vi er interesserede i et omfattende bæredygtigt forbrug uden at producere affald. Det er vigtigt for et arktisk land med et begrænset udvalg af produkter, sagde Palle Christiansen, Grønlands minister for nordisk samarbejde.

Men det handler også om kvaliteten af den mad vi spiser.

– Det som jeg virkelig kan lide ved konceptet Ny Nordisk Mad er at det både er en smart og velsmagende tilgang til mad. Det er sådan man skaber grøn vækst: Ved at gøre det attraktivt at træffe de rigtige valg, sagde den danske klima-, energi- og bygningsminister, Martin Lidegaard.

Han tilføjede at 30 % af udslippet af klimagasser i EU kommer fra fødevareproduktionen, så det er vigtigt kigge på hvad vi producerer og hvordan. Og her er Ny Nordisk Mad og idealet om at bruge flere lokalt producerede fødevarer og mindre kød helt centralt.

Styrk det lokale

Kokken Trine Hahnemann, som havde ansvaret for at lave Ny Nordisk Mad på brasiliansk vis for deltagerne, fremhævede at simple råvarer kan resultere i de lækreste måltider:

– Dette er ikke en restaurantbevægelse. Det handler om at skabe lokal styrke. Ny Nordisk Mad er en idé som kan implementeres over hele verden. Og det bagvedliggende manifest med dets fokus på lokalt producerede fødevarer af en høj kvalitet kan inspirere mennesker over alt, sagde hun da hun præsenterede maden.

– Madlavning er en politisk handling, tilføjede den brasilianske kok Teresa Carcao.

Emile Frisson, direktør for et af verdens førende forskningscentre inden for alternative udviklingsstrategier, tilføjede at det er et kæmpestort problem at den lokale kost i de fleste udviklingslande har et højt energiindhold, men et lavt indhold af næringsstoffer. Vi har ganske enkelt brug for en højere kvalitet og nye idealer, sagde han.

Nordiske aktiviteter på Rio+20

Seminaret var en del af Nordisk Ministerråds program på Rio+20. Programmet består af tre seminarer, en officiel side-event samt en stand i det officielle udstillingsområde i forbindelse med konferencen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: