Ny MRSA-variant fundet hos danske svin

MRSA – Forskere på Statens Serum Institut har fundet en ny variant af MRSA-bakterien i en dansk svinebesætning. Den overføres mellem dyr og mennesker.

En ny variant af MRSA er fundet i en dansk svinebesætning. Foto: Danish Crown

Forskere på Statens Serum Institut har for første gang påvist en ny variant af bakterien MRSA (mecC-MRSA) i en dansk svinebesætning. De har også påvist, at bakterien er blevet overført mellem dyr og mennesker.

- Det viser en lokal spredning af bakterien mellem dyr og mennesker på gården samt i lokalsamfundet, hvilket bekræfter det spredningsmønster, vi også ser fra husdyr-MRSA, siger dyrlæge Øystein Angen, Statens Serum Institut.

- Vi kan dog i dette tilfælde ikke sig,e om det er spredning fra dyr til mennesker eller den anden vej, siger dyrlægen, der har offentliggjort forskningsresultaterne i det videnskabelige tidsskrift Journal of Antimicrobial Chemotherapy.

Forskerne: Overraskende at finde denne type
Ifølge Øystein Angen var det overraskende at finde denne type MRSA i en svinebesætning, da den i modsætning til den almindelige husdyr MRSA CC398 er følsom overfor tetracyklin.

Tetracyclin blev brugt til behandling af svin på gården, og det er derfor vanskeligt at forklare alene ud fra antibiotikaforbruget, hvorfor mecC-MRSA variant kunne findes på gården.

- mecC- MRSA er yderst sjælden herhjemme og udgør under to procent af kliniske isolater fra mennesker. Den er speciel ved at optræde i vilde dyr og det kan tænkes at husdyrene fungerer som mellemværter i spredningen til mennesker, siger fagchef Anders Rhod Larsen, Statens Serum Institut.

Fremkomsten af nye typer MRSA understreger vigtigheden af en kontinuerlig og koordineret overvågning af MRSA i både mennesker og dyr, understreger Statens Serum Institut.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: