Ny massakre på elefanter i Afrika

TRUEDE DYR – Krybskytter har neslagtet mindst 26 elefanter for at få fat i de værdifulde stødtænder. Nu frygter WWF, at en ny massakre i Den Centralafrikanske Republik kan blive en af de værste, siden krybskytter sidste år slagtede 300 elefanter i Cameroun.

Elefanternes stødtænder er i høj kurs på det sorte marked i Asien, hvor billedet er taget. (Foto: Ulla Skovsbøl)

En gruppe svært bevæbnede mænd gik mandag ind i Dzanga-Ndoki Nationalpark i Den Centralafrikanske Republik – et område, der er kendt for dets unikke elefantlevesteder.

WWF Verdensnaturfonden frygter, at det kan blive en af de værste massakrer i regionen, siden krybskytter i februar 2012 slagtede 300 elefanter i Cameroun.

Krybskytterne blev blandt andet set af to lokale WWF-støttede forskere, der gav dem forkerte anvisninger, da de bevæbnet med automatrifler spurgte om vej til et udsigtstårn i Dzanga Bai. Forskerne flygtede straks herefter og hørte kort efter skud fra området, oplyser WWF.

Beretninger om nedslagtninger hver uge
Udsigtstårnet bruges især af forskere og turister til at spotte elefanter. Dzanga Bai, der kendes som ”elefant-landsbyen”, er en lysning, hvor der hver dag kommer mellem 50 og 200 elefanter for at drikke saltbankens nærende mineraler.

- Vi hører nærmest på ugebasis om elefanter, der bliver slået ihjel i Afrika. En dag er det 20 elefanter, den næste op mod 300. Det er et kæmpestort problem, siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Op mod 30.000 elefanter dræbes
Illegal handel med truede dyr og stødtænder er en milliardforretning på linie med narkohandel. Stødtænderne indbringer en høj pris på det sorte marked i Asien, hvor stødtænderne anvendes i naturmedicin, fordi de tillægges helbredende egenskaber.

Man anslår, at op mod 30.000 afrikanske elefanter hvert år mister livet på grund af krybskytter.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: