Ny digital markedsplads for fødevarer

MAD – fooducer lancerer en ny, ambtiøs digital afsætningsplatform, der samler både små og store danske fødevareproducenter med alle typer indkøbere.

Bag fooducer står to erfarne forretningskvinder, Fie Hansen-Hoeck pg Sanne Fehmerling Kristiansen.

I dag gik den nye digitale markedsplads, fooducer, i luften. Platformen er for producenterne en helt ny mulighed for at markedsføre og afsætte varer i et krydsfelt, der bringer dem sammen med alle aftagere af fødevarer; restauranter, storkøkkener, grossister og detailhandlen.

- Da jeg hørte om fooducer-konceptet, blev jeg meget begejstret, for det er præcis den type markedsplads, som vi har efterspurgt. Vi kan få et billede af, hvad producenterne har her og nu og på den måde agere hurtigt, siger Jens Visholm, indkøbsdirektør i COOP Danmark, der i selskab med andre store detailkæder, grossister og restauranter allerede står klar til at bruge platformen.

Også Dansk Supermarked, Dagrofa, Catering Engros, Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer og andre hilser platformen velkommen.

Mens indkøbere kan afsøge markedet og efterlyse samarbejdspartnere til f.eks. udvikling af særlige fødevarer, kan producenter på den anden side af bordet altid blive set, udbyde de fødevarer, som de allerede producerer og afprøve interessen for nye produkter.

Næste skridt er at invitere endnu flere producenter ind på platformen som medskabere ved, at de opretter sig. Det sker bl.a. under en Danmarksturné, hvor stifterne af fooducer møder producenterne rundt om i landet.

Årtiers erfaring med fødevarebranchen gav en helt ny idé
Bag fooducer står to erfarne forretningskvinder, der på baggrund af årtiers indsamlede erfaringer og et både dybt og bredt netværk i fødevarebranchen fik idéen til fooducer.

- Vores mål med fooducer at skabe grundlag for at kunne præsentere alle Danmarks fødevareproducenter på én digital afsætningsplatform med alle de informationer, det kræver for at kunne handle sammen. Responsen er overvældende positiv, så vi var sikret stor opbakning til at formidle gode fødevarer på en let og fordelagtig måde for både producent og køber via én kanal, siger stifter Fie Hansen-Hoeck.

Hun har gennem 25 år arbejdet i detailhandlen som bl.a. adm. direktør for ISO Supermarked og underdirektør i Netto, hun er retail-forretningsudvikler, rådgiver og professionel bestyrelsesmedlem, bl.a. som bestyrelsesformand for Madkulturen.

Partneren Sanne Fehmerling Kristiansen har 12 års producent-baggrund som grundlægger af svenske Il Panificio, hun er rådgiver og forretningsudvikler med speciale i salg og markedsføring i forhold til det svenske marked.

Ambitionen er også at være repræsenteret i udlandet, hvor stifterne ser et stort potentiale i både at hjælpe danske fødevareproducenter til øget eksport og samtidig bidrage til, at et større udbud af gode fødevarer fra ind- og udland kan komme til alle fødevare-aftageres kendskab.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: