Ny cleantech-klynge vil styrke grøn vækst

Anders Eldrup står i spidsen for den nye cleantech-klynge.

CLEAN – Ambitionerne er skythøje hos en ny cleantech-klynge, CLEAN, der med Anders Eldrup i spidsen vil udvikle nye grønne løsninger, der kan generere millioner i eksportindtægter til de danske virksomheder. CLEAN er resultatet af en fusion mellem de to klynger Lean Energy Cluster og Copenhagen Cleantech Cluster.

Innovation, eksport og samarbejde bliver centrale fokusområder i Danmarks nye cleantech-klynge, der blev stiftet i dag den 9. maj 2014 efter vedtagelse af en fusion mellem Copenhagen Cleantech Cluster og Lean Energy Cluster.

Med omkring 170 medlemmer og en projektporteføje i omegnen af DKK 500 millioner er CLEAN Danmarks stærkeste klynge inden for cleantech. CLEANs overordnede formål er at fremme grøn vækst og beskæftigelse i Danmark.

Organisationen bygger på flere års erfaring i at eksportere integrerede danske løsninger, der imødegår klima- og miljømæssige samfundsudfordringer. Formanden for CLEAN er Anders Eldrup, tidligere leder af DONG og formand for Copenhagen Cleantech Cluster.

- Danmark og København bliver betragtet som grønne frontløbere verden over, og vi har en stor eksport af grønne teknologier og løsninger. Med etableringen af CLEAN vil vi sikre, at Danmark bevarer sin stærke position på det grønne område. Det vil vi bl.a. gøre ved at understøtte eksporten af integrerede, grønne løsninger til de mange internationale byer og regioner, der lige nu oplever store udfordringer inden for klima-, energi- og miljøområdet, siger Anders Eldrup.

Jørgen Mads Clausen, er næstformand i CLEAN og tidligere formand for Lean Energy Cluster.

- CLEAN skal skabe arbejdspladser i Danmark. Det er i vores interesse, at nye vækstvirksomheder inden for cleantech ser dagens lys samtidig med, at vi styrker de eksisterende virksomheder. Det gør vi bl.a. ved at bringe virksomheder, offentlige aktører og universiteter sammen om at skabe nye, smarte grønne løsninger, siger han.

CLEAN vil understøtte den fremtidige vækst via aktiviteter inden for følgende fire hovedområder:

► Innovation og teknologiudvikling i små og mellemstore cleantech-virksomheder.

CLEANs medlemmer får adgang til fagspecifikke netværk inden for cleantech-området. De bliver opdateret med viden om nye markedsmuligheder og får hjælp til at søge projektfinansiering og finde partnere.

► Nye grønne løsninger, der imødegår klima- og miljømæssige samfundsudfordringer.

CLEANs medlemmer får mulighed for at deltage i større projekter og konsortier, der udvikler og implementerer energi- og miljøløsninger, der løser større samfundsudfordringer.

► Internationalt fokus på dansk cleantech ved at fremme eksport af samlede systemløsninger.

CLEANs medlemmer får adgang til internationale projekter og partnere, herunder fælles integrerede løsninger inden for eks. vand og fjernvarme. Energieffektivitet og optimeret ressourceanvendelse spiller en central rolle i løsningerne.

► Uddannelse, forskning, iværksætteri samt test og demonstration.

CLEANs medlemmer får tilbud om efter- og videre­uddannelse, så de bl.a. kan være ambassadører for nye energi- og miljørigtige teknologier og løsninger. De får adgang til kvalificeret arbejdskraft, hjælp til iværksætteri samt mulighed for at benytte test- og demonstrationsfaciliteter.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: