Ny chance for at købe solceller med statsstøtte

SOLCELLER – En ny ekstraordinær pulje med statsstøtte til solceller åbner om kort tid. EnergiMidt forventer, at det genindførte håndværkerfradrag vil få interessen til at stige yderligere.

Ny pulje giver mulighed for at købe solceller under særligt gunstige vilkår.

Det gik stærkt i foråret, da de længe ventede nye solcelleregler endelig kom og gav solcellekøbere mulighed for at få aftaler i hus med en solcelleleverandør og være klar til at søge om plads i puljen.

Den 1. oktober åbner Energinet.dk endnu en pulje, som er sidste chance for at opnå den høje afregningssats på 1,02 kroner. Puljen er et resultat af forårets puljer til lejeboliger, boligforeninger og solcellelav, som ikke blev opbrugt og derfor samles i en ekstraordinær efterårspulje til private.

- Solcellepuljen, der åbner om lidt, er uigenkaldelig sidste chance for at få den højeste sats for sine solcellers overproduktion, fortæller Jørgen Due Thomsen, forretningschef i EnergiMidt Energi.

- Vi så jo hvor stærkt det gik i foråret, hvor puljen faktisk blev opbrugt allerede på de første to dage, så vi er ved at gøre os klar til endnu en travl periode på solcellefronten.

Kortere tilbagebetalingstid med håndværkerfradraget
Siden sidste pulje er håndværkerfradraget blevet genindført. Det virker positivt for tilbagebetalingstiden på et solcelleanlæg og kommer derfor solcellekøbere til gavn.

- En solcelleanlæg har typisk en tilbagebetalingstid på omkring 10 år, men håndværkerfradraget barberer faktisk i de fleste tilfælde omkring et år af tilbagebetalingstiden, så det er absolut gode nyheder for danskere, der går i solcelleovervejelser, siger Jørgen Due Thomsen.

Ifølge ham bliver det ikke mere attraktivt at købe solceller end her i efteråret.

- Næste år falder afregningssatsen til 88 øre, så vi kan kun opfordre de danskere, der ikke nåede med i forårets pulje, til at gribe chancen nu, siger han.

Puljen åbnes den 1. oktober og lukkes efter planen den 31. oktober, men hvis det går som i foråret, så er det en fordel at have sin aftale på plads i god tid, hvis man vil gøre sig forhåbninger om en plads, siger Due Thomsen.

Risikofrit at købe solceller
For at søge om plads i puljen skal man have skriftlig dokumentation for, at man har indgået en aftale om køb af solceller. Alle aftaler om køb af solcelleanlæg, forud for ansøgning om plads i puljen, skal have en indbygget fortrydelsesret, så køberne kan komme ud af aftalen igen, hvis de ikke får del i puljen.

- Det giver tryghed for køberne. Vi har valgt at gøre det sådan, at vores kunder kan komme ud af deres aftale helt omkostningsfrit, hvis de ikke får plads i puljen. På den måde er det helt risikofrit at indgå en aftale, forklarer Jørgen Due Thomsen.

Under sidste pulje fik EnergiMidt usædvanlig travlt med at rådgive solcelleinteresserede danskere i løbet af de seks-syv uger, der gik, fra de nye regler var på plads, og til puljen åbnede.

- Vi mærkede tydeligt, at interessen for solceller stadigvæk i høj grad er til stede blandt danskerne. Vi solgte mange anlæg på meget kort tid, og selv om mange nåede at slå til dengang, forventer vi, at der stadigvæk er en god portion danskere derude, som gerne vil have solceller og ønsker at udnytte de gunstige muligheder lige nu, siger Jørgen Due Thomsen.

Fakta om ny pulje for solceller

  • Efterårspuljen består af de uudnyttede kWh fra den del af forårspuljen, som var afsat til lejeboliger, boligforeninger og solcellelav
  • Afregningsprisen for anlæggenes overproduktion er 1,02 kr. pr. kWh i 10 år
  • Efterårspuljen er åben fra 1. oktober til den 31. oktober
  • Ansøgninger skal blandt andet indeholde skriftlig dokumentation for aftale om køb af solceller samt en erklæring fra leverandøren om, at aftalen kan ophæves, hvis der ikke opnås plads i puljen
  • Anlæggene må højst være på 6 kW, men for langt de fleste boliger vil et to- eller tre-kW-anlæg være passende

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: