Ny bog om skolehaver vil inspirere lærerne

NY BOG – Bogen Skolehaver i praksis af Ulla Skovsbøl viser, hvordan haven kan bruges som et læringsrum, hvor børn bruger alle sanser, når de lærer om natur, miljø, bæredygtighed og sund mad.

Ulla Skovsbøls nye bog, der udkom i går, er blevet godt modtaget.

Det er blevet populært at integrere haven i undervisningen både i Danmark og i udlandet. Haven bliver naturligt brugt i fag som natur-teknik og hjemkundskab, men også i for eksempel matematik, dansk, sprog – ja selv historie og geografi.

Den moderne  skolehave kan fungere som et læringsmiljø, der kan appellere til nogle af de mange børn som bliver udskilt fra klassens fællesskab og sendt til specialundervisning.

- I de moderne skolehaver drejer det sig ikke kun om, hvad eleverne lærer, men hvordan de lærer, siger forfatteren til den nye bog »Skolehaver i praksis«, Ulla Skovsbøl, som er journalist og medstifter af OrganicToday.

- Det er selvfølgelig oplagt at undervise i naturfag og at lære børnene om miljø, bæredygtighed og sund mad ude i haven, fortsætter hun. Men det vigtigste er, at de bruger alle sanser og forskellige læringsstile derude.

- Det kan være med til at gøre skolen mere rummelig og inkluderende. Det er vigtigt i dag, fordi så mange børn bliver skilt ud til specialundervisning, og der er politisk enighed om, at det er uholdbart i længden.

Skolehaven i opgraderet version
I Danmark blev de første skolehaver grundlagt for over hundrede år siden inspireret af kommunelærer P.W. Lindholm, som havde studeret, hvordan haven blev brugt i tyske og østrigske skoler. De moderne skolehaver er imidlertid anderledes end Lindholms haver, understreger Ulla Skovsbøl.

- Skolehaver er ikke et nyt fænomen, men i de her år får haven en renæssance som læringsrum både i Danmark og i ulandet, siger hun.

- Vi får ikke den gamle skolehave igen. Det vi ser i dag er en opgraderet version af skolehaven, hvor der bliver lagt vægt på andre ting end i den klassiske undervisningshave. Det er mad og maddannelse, sundhed, sammenhæng og bæredygtighed, som indholdsmæssigt er i fokus nu.

London, Berlin og Californien
I Danmark er det især skolehavekonceptet Haver til Maver, der vinder frem i disse år. Det er udviklet af grønsagsfirmaet Aartiderne.com på Krogerup Avlsgård sammen med Fredensborg Kommune. Haver til Maver kombinerer skolehave med udendørs køkkenskole og naturfagsopgaver i det fri. I år har omkring 1300 børn skolehave på gården, og en række kommuner, blandt andet  Odense, er i gang med at kopiere konceptet.

- I Danmark er Haver til Maver nyskabende ved at kombinere havedyrkning og madlavning så børnene får en konkret oplevelse af, hvor maden kommer fra, og det er der mange moderne storbybørn, som ikke aner, siger Ulla Skovsbøl.

- Haver til Mavers tankegang er ny i Danmark, men hvis vi kigger uden for landets grænser, har der længe været tilsvarende tendenser i andre lande, hvor man mange steder er meget længere fremme med skolehavetanken end i Danmark.

Bogen Skolehaver i praksis tager læseren med på en rundtur til forskellige typer af skolehaver både i Danmark og i udlandet. Den indeholder fyldige kapitler om haver på skoler i London, Berlin og i Californien og kapitler, der sættet skolehaven ind i både en historisk og en pædagogisk sammenhæng.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: