Ny bog om Økologiens Have

ØKOLOGI – Nordens største økologiske besøgs- og demonstrationshave i Odder syd for Aarhus har slået rod og fejrer 25 års fødselsdag med ny bog redigeret af Ib Salomon.

Tidligere fødevareminister og EU-kommissær Ritt Bjerregaard har ofte besøgt Økologiens Have. Her får hun overrakt et eksemplar af bogen af Ib Salomon, der har redigeret »Økologiens Have har slået rod«. Foto: Inger Anneberg.

I 1991 gik en flok frivillige fra Landsforeningen Praktisk Økologi i gang med at forvandle en stor, flad og knoldet lermark ved Odder til en have.

De ville bevise, at det ikke kun var teori og tossede idéer, det med økologisk havebrug – at det var muligt at dyrke en have uden sprøjtemidler og kunstgødning. Ideerne blomstrede, og entusiasmen fejlede ikke noget, men lige fra begyndelsen skrantede økonomien, og flere gange har Haven været dømt død.

Få på lønningslisten
Ikke desto mindre har den 12 hektar store have nu eksisteret i 25 år. Den er mere grøn og frodig end nogensinde, og i Økologiens Have trives nu over 1000 slags planter.

Haven har kun ganske få på sin lønningsliste, så uden de frivillige var det aldrig gået, for lige siden den spæde start har de ydet en afgørende indsats.

I anledning af jubilæet har Økologiens Have udgivet en jubilæumsbog, som i høj grad er en hyldest til de frivillige. Bogen hedder Økologiens Have har slået rod og er på 80 sider med masser af fotos, både nutidige og fra de første år.

Bogen kan købes i Økologiens Have eller på www.okologienshave.dk

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: