Ny bog om naturen i Nationalpark Mols Bjerge

NATUR – En ny utraditionel guidebog fra Naturhistorisk Museum i Aarhus fortæller om oplevelserne i Nationalpark Mols Bjerge. Her findes månepletter, kæmpefluer der hedder Harald, træer ved navn tørst og mange andre finurlige og smukke væsener.

Naturvejleder Marianne Graversen har skrevet en utraditionel guidebog om naturen i Nationalpark Mols Bjerge. Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus

I Nationalpark Mols Bjerge findes der månepletter, kæmpefluer der hedder Harald, træer ved navn tørst og mange andre finurlige og smukke væsener. Det er ikke figurer fra eventyrenes verden, men dyr og planter som man som lokal eller turist kan være heldig at møde, når man bevæger sig rundt i naturen i Mols Bjerge.

En ny guidebog fortæller om 99 af nationalparkens mere specielle dyr og planter og giver svar på spørgsmål, som man ikke vidste, man havde. Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus

En ny bog fra Naturhistorisk Museum i Aarhus fortæller om 99 af nationalparkens mere specielle dyr og planter, hvor historierne er større end det enkelte dyr. Bogen er en utraditionel guidebog, der præsenterer, hvor og hvornår man kan opleve dyr og planter som mariehøneedderkopper, hjertegræs, grønne sandspringere og tornsangere.

Bogen fokuserer især på de to mest almindelige naturtyper i Nationalparken; de gamle løvskove og den lysåbne natur, som rummer de mange almindelige, sjove og sjældne arter som bogen beskriver.

Hvorfor hedder kæmpefluen Harald?
Bogens underfundige tone giver svar på spørgsmål, som man ikke vidste, man havde: Hvem er det i landskabet, der lyder som Yvonne fra Olsenbanden, når stakkels Kjeld får skældud? Hvorfor skal kæmpefluen netop hedde Harald, og hvorfor har planten djævelsbid fået sit navn?

Bogen er også til udenlandske besøgende, og alle teksterne er oversat til engelsk. Derudover kan man for hver art se det danske navn, det videnskabelige navn samt navnet på engelsk, tysk, norsk, svensk og hollandsk. Bogen er støttet af Nationalpark Mols Bjerge og den lokale Rønde Sparekasse.

Naturhistorisk Museum i Aarhus har igennem hele sin eksistens været nært knyttet til Mols Bjerge, selvom museet ligger midt i byen. Museet åbnede i 1941 og samme år fik museet overdraget Molslaboratoriets arealer til at udføre forskning med naturpleje. Og siden har museets medarbejdere haft Mols Bjerge som deres arbejdsplads på lige fod med museet.

Det er der igennem årene kommet flere bøger ud af. Den nyeste som udkom i begyndelsen af juli, er skrevet af naturvejleder Marianne Graversen, og stiller skarpt på 99 af nationalparkens mest spændende og spektakulære arter.

Den smukke lille blomst hedder djævelsbid. Ifølge bogen har den fået sit navn, fordi roden ser ud som om, der er én, der nedenfra har taget en stor bid. Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus

FAKTA om 99 arter i Nationalpark Mols Bjerge

  • Marianne Graversen: 99 arter i Nationalpark Mols Bjerge. Softback, 110 s. Pris: 198 kr. + forsendelse. Bogen kan købes i museumsbutikken på Naturhistorisk Museum Aarhus og via museets webshop www.nathistshop.dk.

Mariehøneedderkoppen er en af de sjældne og spektakulære arter, som man finde i Mols Bjerge. Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: