Ny aftale om økologisk mælk

ØKOLOGI – Salgsaftale forpligter Mejeriselskabet Danmark og Kløvermælk til ikke at starte økologisk mælkeproduktion i Jylland og på Fyn frem til 1990.

Det lille nystartede andelsmejeri, Naturmælk, der producerer økologisk/biodynamisk mælk, har netop indgået en salgsaftale med de store mejeriselskaber, Danmark og Kløvermælk.

Aftalen giver Naturmælk for at sælge mælk til anden side og fastslår samtidig, at de store selskaber i perioden frem til 1990 ikke selv må starte med at producere økologisk/biodynamisk mælk i Jylland og på Fyn.

Rationering umulig
I forvejen sælger Danmark og Kløvermælk økologisk mælk på Sjælland, hvor man indtil videre har begrænset salget til det københavnske område.

Direktør i Mejeriselskabet Danmark, Kai Jacobsen, oplyser, at man ikke har haft problemer med at afsætte de ca 3.000 liter mælk om dagen, og at man i løbet af sommeren vil kunne levere godt 5.000 liter til de københavnske forbrugere.

Alligevel vil han nødig spå om salgsmulighederne på den anden side af Storebælt.

Der er meget store forskelle på forbrugsmønstret fra landsdel til landsdel og fra egn til egn indenfor de enkelte dele af landet, understreger Kai Jacobsen.

Betingelserne opfyldt
Aftalen forpligter de to mejeriselskaber til at aftage ca. 2.000 liter om dagen til at begynde med. I løbet af de næste par år skal denne mængde stige til ca. 8.000 liter, oplyser Naturmælk.

Formanden i selskabet, Jørgen Uhrskov, er godt tilfreds med den nye aftale.

- Vi har forhandlet med de to selskaber gennem længere tid og har nu opnået et resultat, som vi kan være tilfredse med. Vi har fået den pris for mælken, vi har forlangt og desuden fået opfyldt de betingelser, vi i øvrigt har stillet, siger Jørgen Uhrskov fra Naturmælk.

Artiklen blev første gang bragt i avisen Økologisk Jordbrug, april 1988.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: