Nu må man markedsføre økologisk vin som økologisk vin

ØKOLOGI – Fremover må man markedsføre økologisk vin som »økologisk vin« og ikke blot som tidligere: »vin fra økologisk dyrkede druer«.

De nye EU-regler for økologisk vin gør markedsføringen lettere, siger Peter Søndergaard fra Halkær Vin.

 

Nye regler betyder, at producenter, grossister, vinhandlere og butikker fremover må markedsføre økologisk vin som ‘økologisk vin’ og ikke blot som tidligere: ‘vin fra økologisk dyrkede druer’.

De øvrige ingredienser har ikke skullet leve op til specielle økologiske krav. Det har EU nu ændret, så du fremover kan få et glas økologisk vin med økologiske råvarer og færre tilsætningsstoffer, oplyser fødevareminister Mette Gjerskov.

Det gør det hele meget lettere
Peter Søndergaard, der forhandler økologisk vin gennem sit firma, Halkær Vin, er glad for, at de nye regler efter mange års tovtrækkeri endelig er på plads.

- Det gør det hele meget lettere, og vi slipper nu for en masse administrativt bøvl med Fødevarestyrelsen og andre myndigheder. Det er ikke særlig sexet at skulle kalde sin vin for ‘Vin fra økologiske dyrkede druer’. Nu må man kalde den ‘økologisk vin’ slet og ret. Det er et stort fremskridt.

- Utroligt at det skulle tage 30 år at nå dertil, tilføjer den nordjyske vinhandler, der forhandler øko-vin fra en lang række lande fra både Syd- og Nordamerika og selvfølgelig også fra alle de store vinproducerende lande i Europa som Spanien, Frankrig, Italien og Tyskland.

Krav til tilsætningsstoffer og behandlingsmetoder
De nye regler sætter en række skærpede krav til brug af behandlingsmetoder og tilsætningsstoffer i produktionen af vinen, så fremstillingen kommer på linje med de krav, man sætter til produktionen af andre økologiske produkter.

- Hidtil har det svaret til, at man kaldte en bolle for økologisk, hvis bare den var af økologisk mel, og så har resten af indholdet ellers kunne være helt konventionelle råvarer og tilsætningsstoffer. Det er en sejr, at vi har fået de her regler, vi har hele tiden stået stejlt på, at der skulle være en række krav til hele indholdet, for at man kan kalde et produkt økologisk. Forbrugerne skal kunne stole på, at det de betaler for reelt er økologisk, siger fødevareminister Mette Gjerskov.

I den økologiske produktion begrænses brugen af en række tilsætningsstoffer, man normalt anvender i den konventionelle vinproduktion. F.eks. forbydes svovl og der stilles krav om et betydeligt lavere indhold af sulfitter sammenlignet med konventionel vin.

Træder i kraft fra høsten i år
Hidtil har der ikke været nogen regler for definitionen af økologisk vin, kun druerne har man kunnet kalde økologiske. De nye fælles regler betyder at vin, der i dag kun indeholder økologiske druer og derudover ikke lever op til de nye krav ikke fremover må mærkes som økologisk.

De nye regler for øko-vin træder i kraft allerede for høsten her i 2012, og vinproducenterne, der vælger at producere under de nye krav, vil også kunne benytte EU’s fælles økologimærke på flaskerne.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: