Nu kommer den første europæiske retssag om klimaet

KLIMA – Ti europæiske familier og en samisk ungdomsorganisation vil slæbe EU for retten for ikke beskytte klimaet. EU-Domstolen har nu accepteret sagen, som kan være med til at ruske op i politikerne, håber Det Økologiske Råd.

En lang række europæiske miljø-, natur- og klimaorganisationer støtter klimaretssagen. I Danmark er det Danmarks Naturfredningsforening og Det Økologiske Råd.

Mens Europa stadig vånder sig efter sommerens voldsomme skovbrande og tørke, glæder klimaramte familier sig over, at EU-Domstolen i går har accepteret deres klimaretssag. Ifølge miljøorganisationen Det Økologiske Råd er det endnu et tegn på, at den alvorlige klimasituation ikke længere kan ignoreres.

I maj anlagde ti familier og en samisk ungdomsorganisation sag mod EU for ikke at have tilstrækkeligt høje klimamål. Nu har EU-Domstolen som første, vigtige skridt accepteret sagen, oplyser Det Økologiske Råd.

Nyheden lander netop nu, hvor en stor del af Europa har lidt af tørke og voldsomme skovbrande. Denne sommers ekstreme vejrsituationer, som vi i fremtiden vil opleve flere af på grund af de menneskeskabte klimaforandringer, rammer mange af sagsøgerne ekstra hårdt.

Det gælder eksempelvis samerne i Sverige. Klimaforandringerne truer allerede deres kultur og levevis som rensdyrhyrder på grund af ændringer i snesæsonen. Den samiske ungdomsorganisation Sáminuorra vil have EU til at øge klimaambitionerne, inden det er for sent, lyder det fra foreningens præsident Sanna Vannar.

- Kan du forestille dig, hvordan det føles at se konsekvenserne af klimaforandringer ske lige foran dit vindue? Tørken og skovbrandene de seneste måneder er blot en del af alt det, som rensdyrhyrder står over for. At domstolen har accepteret vores sag, giver mig håb. Vi er nødt til at handle nu, siger hun.

Handler om vores fælles fremtid
An af de andre sagsøgere er portugisiske Armando Carvalho og hans familie, der lever af skovbrug. Allerede sidste år mistede de mange træer til skovbrande.

- I år kæmper vi igen med massive hedebølger og skovbrande i Europa. Mange andre har siden begyndelsen af denne sommer mistet deres liv og hjem på grund af forværringer af klimaforandringer. Vi kan ikke fortsætte med at tie om dette. Denne sag handler om vores fælles fremtid, og vi er glade for at være et skridt tættere på at blive hørt, siger Armando Carvalho.

Sagen kan være med til at ruske op i politikerne
Familierne bliver bakket op af en lang række NGO’er, og miljøorganisationen Det Økologiske Råd koordinerer indsatsen i nord. Direktør Claus Ekman mener, at klimaretssagen kan være med til få rusket op i Europas politikere.

- Mange politikere er helt ud af trit med den virkelighed, som disse familier og mange andre står over for, siger Claus Ekman.

- Hvis vi skal undgå de endnu mere ubehagelige klimascenarier, som forskerne forudser, og som vi har fået en prøvesmagning på denne sommer, så skal vi holde os langt under to grader og følge Paris-aftalen. Og EU’s mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 40 procent i 2030 er slet ikke nok, erklærer han.

EU-Domstolen publicerer godkendelsen af klimaretssagen i dag i tidsskriftet Den Europæiske Unions Tidende (Official Journal of the European Union). Det forventes, at Europa-Parlamentet og EU-Rådet reagerer og fremlægger et forsvar i løbet af et par måneder.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: