Nu er der over 1.000 bjerggorillaer i verden

NATUR – Den kritisk truede bjerggorilla har det bedre. Nye tal offentliggjort i dag viser en markant fremgang i bestanden. Nu findes der over 1.000 bjerggorillaer i verden.

Som den eneste af de store menneskeaber er bjerggorillaen i fremgang. Foto: Dennis Stogsdill

Bjerggorillaerne lever i dag kun to steder i verden. Den største bestand lever i Virunga, som ligger i grænseområdet mellem DR Congo, Uganda og Rwanda. Denne bestand er blevet optalt på ny, og resultatet er særdeles opløftende, lyder meldingen fra WWF Verdensnaturfonden.

Bestanden er nemlig steget til 604 gorillaer. Virunga-bestanden blev sidste gang optalt i 2010. Dengang lød tallet på 480 individer.

Det bringer det samlede antal af bjerggorillaer i verden op på 1.004 individer. Det tidligere estimat lød på 880 individer. Dermed er bjerggorillaen den eneste af de store menneskeaber, som anslås at være i fremgang.

Tællingen er foretaget af the Greater Virunga Transboundary Collaboration i samarbejde med blandt andre WWF og International Gorilla Conservation Programme.

Resultatet af en langvarig indsats
»Det her er en fabelagtig god nyhed. Men det er ikke sket af sig selv – det har krævet en stor, langvarig indsats for at beskytte de sidste bjerggorillaer og deres levesteder. Det viser, hvad vi er i stand til at udrette, når NGO’er, regeringer og lokalsamfund arbejder sammen. Slaget er dog ikke vundet endnu«, understreger Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Ifølge ham er disse fantastiske væsener stadig truet fra flere sider. Deres skove bliver fældet, de bliver fanget i krybskytters snarer, de er i større og større fare for at blive smittet med sygdomme overført fra mennesker – og endelig er der klimaforandringerne.

»Selvom vi her i WWF i dag skåler for de nye tal, skal vi huske på, at der stadig er tale om en lillebitte bestand, hvor tabet af hver eneste gorilla tæller«, siger han.

I løbet af undersøgelserne indsamlede feltarbejdere flere end 380 snarer, som krybskytter havde sat ud for at fange antiloper, men som også kan slå gorillaer ihjel. I en af snarerne fandt feltarbejderne netop en død bjerggorilla.

Op mod 10 mellem hver optælling
Der går  op mod 10 år mellem hver gorillaoptælling. Det er nemlig et omfattende arbejde at tælle gorillaer. Det foregår ved, at flere hold af feltarbejdere systematisk trimmer skoven for gorilla-spor og reder. Feltarbejderne indsamler afførings-prøver fra hver eneste friske rede, de finder.

Prøverne bliver efterfølgende DNA-analyseret for at sikre, at der er tale om forskellige individer.

Den anden bestand af bjerggorillaer, som lever i Bwindi i Uganda, er anslået til at rumme 400 gorillaer. Lige nu er en ny optælling af denne bestand i gang, og resultaterne forventes i slutningen af 2019, oplyser WWF.

Skuespilleren Ghita Nørby var med WWF i Bwindi i Uganda for at tage hul på en ny optælling af bjerggorillaerne. Foto: WWF / Niclas Jessen

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: