Nu dyrker vi med pesticider
TANZANIA – I gamle dage dyrkede vi med hakke, nu dyrker vi med pesticider, siger en gammel landmand. I nogle områder bruger halvdelen af alle familielandbrug nu sprøjtegift.
I Tanzania er selv de små familielandbrug begyndt at bruge sprøjtegift på deres marker. Her høstes der sesam, som skal eksporteres til det asiatiske marked. Foto: Nina Tofte Hansen
To brødre, jeg besøger, er gået all-in på kommerciel dyrkning af eksportafgrøder til det asiatiske marked. De har ryddet 25 hektar til formålet og forklarer mig stolt, at de holder skadedyrene i skak ved at bruge pesticider.
Når jeg spørger dem, hvad de ville sige til folk, som påstår, at pesticider kan være farlige, kigger de begge undrende på mig. Efter en lang tavshed, siger den ene af brødrene:
- Det er da vist kun folk, som ikke selv har råd til pesticider, som ville sige sådan noget.
Mange har råd til pesticider
Der er efterhånden flere og flere, der har råd til pesticider i Tanzania. Ifølge en national kortlægning blev der i 2008 anvendt insekticider på ni procent af Tanzanias landbrugsareal. Men det er gået stærkt siden.
Vores undersøgelser fra sæsonen 2014 peger på en brat stigning; i de kommuner, vi undersøger, bruger ca. halvdelen af alle familielandbrug nu sprøjtegifte – for mange vi taler med, er det noget, de er begyndt med fra i år.
Som en gammel mand, jeg taler med, beskriver det: ‘I gamle dage dyrkede vi med hakke, nu dyrker vi med pesticider’.
Dette er en helt igennem positiv udvikling ifølge den lokale chef for landbrugsrådgivere, som jeg interviewer, som ser det som skridt på vej i den rigtige retning til, at der er ved at blive flere ‘gode landmænd’.
Ifølge ham er ‘en god landmand’ en landmand, som anvender ‘de rette agro-input’. Han mener ikke, at der er nogen risiko forbundet med dette stigende pesticidforbrug. De har som landbrugsrådgivere instrueret folk i, hvordan de tager vare på deres helbred, når de sprøjter med pesticider, og alle, der ikke følger disse råd, er tungnemme.
Der er nu en hel del, der tyder på, at det ikke kun drejer sig om tungnemme bønder, men også mangel på oplysning i området. Ifølge den spørgeskemaundersøgelse, vi lavede i juni måned, modtog under fem procent af alle adspurgte familier i området landbrugsrådgivning.
Ingen beskyttelse
Jeg spørger én af de producenter, jeg taler med, hvordan hun egentlig sprøjter sine marker. Den ældre kone hiver beredvilligt sin lille flaske med sprøjtegift frem.
- Ovre i butikken sagde de, jeg skulle gøre sådan her, siger hun og viser mig, hvordan hun laver huller i plastikkapslen med en kniv og derefter holder den ud i strakt arm og klemmer dem, så væsken pumpes ud af hullerne.
- Bruger du handsker eller andet til at beskytte dig?, spørger jeg, selvom jeg allerede forudser, hvilket svar jeg får:
- Nej, nej, siger hun hovedrystende og med latter i stemmen.
Vidundermiddel men ikke for miljøet
På swahili, som man taler her i området, kalder man alle sprøjtemidler for ’dawa’, det samme ord, som betegner alle former for medicin til mennesker og dyr. Dawa har en umiskendelig klang af vidundermiddel.
Det ’vidundermiddel’, der er mest populært, i det distrikt jeg arbejder i, er kemikaliet lambda-cyhalothrin, som går under bombastiske salgsnavne som Karate eller Kung-Fu.
Ifølge en EU-rapport fra 2014 er der grund til bekymring. Dette middel rangerer som moderat farligt og er mistænkt for at være hormonforstyrrende. I EU skal alle, der håndterer lambda-cyhalothrin således bruge handsker, hætte med visir eller bred skygge og solidt fodtøj.
Udover sundhedsfaren ved det kradse kemikalie, er det desuden påvist, at lambda-cyhalothrin reducerer mængden af nyttige insekter og er yderst skadeligt for alle vandlevende dyr.
Altså lyder det til, at tendensen i dette distrikt i Tanzania er dårligt nyt for miljøet. Dog ikke nødvendigvis set med de lokale forskeres øjne. Ifølge dem er udbredelsen af brug af pesticider et vigtigt redskab for at kunne reducere landbrugets belastning på Tanzanias skov og natur.
Mange landmænd vælger at opgive marker, som er blevet inficeret med skadedyr og rydder i stedet et nyt stykke jord år for år. Dette går efter sigende hårdt ud over landets skovområder.
Dem, der bruger pesticider, bliver rige
For de forskere, jeg taler med fra det tanzanianske forskningsinstitut NARI, er svaret på at standse skovrydningerne derfor at give de lokale landmænd bedre adgang til pesticider.
Med statsstøtte fra Projekt Landbrug Først (Kilimo Kwanza) og i samarbejde med pesticidproducenterne arbejder forskerne på at udvikle små, billige pakker med pesticider, som selv en fattig landmand har råd til.
De lokale forskere er ikke blinde overfor, at der kunne promoveres andre metoder, som kan reducere landbrugets belastning på skov og natur. Man kunne komme langt med smartere dyrkningspraksis, hvor man eksempelvis har et fornuftigt sædskifte. Men hvis man skal fremme den slags tiltag hos de lokale landmænd, kræver det noget, som er langt mere kompliceret at omdele på flaske: viden, omtanke, tålmodighed.
Ude på landet kan jeg godt se hvad man er oppe imod. De to entreprenante brødre, jeg snakker med, siger, at deres bedsteforældre aldrig brugte pesticider.
- Vi gør det på vores måde, fordi vi vil have mere og mere.
En ældre kone blinker indforstået og betror mig:
- Dem, der bruger pesticider, bliver rige.
Nina Tofte Hansen rejser og arbejder i Tanzania som en del af hendes Ph.d.-projekt om landbrug under forandring. Artiklen er et udtryk for skribentens personlige holdning.
