Fødevareminister Mette Gjerskov er glad for fremgangen.
- Stort tillykke til den danske gastronomiverden, der nærmest har sparket døren ind til den nye Michelin-guide. Fire nye stjerner er et kæmpe klap på skulderen til de dygtige danske kokke og den iderigdom og foretagsomhed, der karakteriserer den danske gastronomi-sektor, siger hun.
- Sejren tilhører alene de dygtige kokke og deres personale, men kan komme os alle til gode. Succesen for Ny Nordisk Køkken har blandt andet været med til at tredoble salget af rodfrugter de seneste år og har bidraget til, at der står godt fuldkornsbrød på hylderne i ethvert discountsupermarked. Samtidig vinder dansk natur og dansk landbrug, når vi spiser friske danske økologiske gulerødder i stedet for slatne asparges fra Sydamerika eller æbler uden smag fra Sydeuropa.
- Topkokke har vist, at mad af sæsonens danske, økologiske råvarer kan smage fantastisk, og regeringen har på finansloven afsat 56 millioner over de næste to år til uddannelse af personale i de offentlige køkkener, så kokke og kogekoner kan blive lidt klogere på dygtige danske kokkes tanker om økologi og velsmag. Vi danskere skal nemlig ikke blot gratulere vores succesrige kokke – vi skal også lære af dem, siger fødevareministeren.
Den første Michelin-stjerne i Danmark blev tildelt i 1984, og København er nu den by i Norden med flest stjernerestauranter.