NovoZymes i samarbejde om biomasse

ENERGI – Renew Europe vil udvikle tredje generations biomasse.

Halm og anden form for biomasse skal skabe nye job og indtægter. Foto: Colourbox

Novozymes er gået i samarbejde med Landbrug & Fødevarer, Dong og Haldor Topsøe i organisationen Renew Europe. Formålet er at udvikle tredje generations biomasse, oplyser Landbrug & Fødevarer.

Parterne vil sammen formulere fremtidens strategi for bioraffinering i takt med, at fossile materialer afløses af biomasse.

- Målet er at udvikle tredje generation-biomasse. Vi tror på, at det her rummer et markedspotentiale på over 50 mia. kr. om året og kan skabe mere end 10.000 danske arbejdspladser, siger direktør Claus Søgaard-Richter, Landbrug & Fødevarer.

Førende position
Ideen er at bruge dansk forskning og teknologi til en position som førende på intelligent udnyttelse af biomasse.

- Vi har et rigtig godt udgangspunkt for at bringe udnyttelse af biomasse til tredje generation. Dansk landbrug har tradition for at udnytte overskydende biomasse, verdens største enzym-virksomheder er danske og dermed står vi godt rustet til at kunne bringe udnyttelse af biomassen endnu højere op i værdikæden, lyder det fra Claus Søgaard Richter.

I første omgang er ambitionen at bygge en række anlæg i Danmark som kan blive testanlæg for danske og udenlandske virksomheder inden for bioraffinering.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: