Nordsøaftalen bygger på scenarie for klimafiasko

KLIMA – Det står nu klart, at Nordsøaftalen kun giver økonomisk mening for den danske stat, hvis Paris-aftalen bliver en fiasko.

Udregningerne, som aftalen baserer sig på, bygger nemlig på et scenarie for olieprisens udvikling, der kræver, at den historiske Paris-aftale bliver en fiasko. Foto: Maersk

Af Christian Poll, ordfører for grøn omstilling for Alternativet

Der hersker vist ikke nogen tvivl om, at vi i Alternativet fra start har syntes, at Nordsøaftalen var en dårlig aftale, fordi den øger den økonomiske gevinst for olieselskabernes oliejagt i Nordsøen og dermed forlænger den fossile æra i Danmark.

Nu viser nye afsløringer, at Nordsøaftalen faktisk er endnu værre, end vi fik at vide.

Udregningerne, som aftalen baserer sig på, bygger nemlig på et scenarie for olieprisens udvikling, der kræver, at den historiske Paris-aftale bliver en fiasko.

Det betyder, at de fem milliarder, som staten regner med at skulle have tilbage fra Nordsøaftalens olieselskaber, kun bliver til noget, hvis vi får temperaturstigninger på langt over 2 grader. Og altså mislykkes med den historiske klimaaftale, som alle verdens lande indgik i Paris, og som skal forhindre massive naturkatastrofer og flere hundrede millioner klimaflygtninge.

Jeg håber, at partierne bag aftalen – SF, Socialdemokratiet, Radikale, DF og regeringen – ikke var klar over disse udregninger.

Gevinst bygger på håb om klimakatastrofe
Jeg håber, at vi vil høre flere af partierne bede om en aflysning af Nordsøaftalen eller i det mindste en genforhandling. For en aftale, der betyder, at man skal håbe på klimakatastrofen, hvis ikke staten skal gå glip af fem milliarder kroner, er en ualmindeligt dårlig aftale.

Så vidt jeg ved, er aftalen ikke endeligt godkendt af EU endnu, så det burde stadig være muligt at droppe den. Det vil også give partierne bag aftalen en mulighed for at tænke sig om en ekstra gang, før de igen vælger at give skatterabatter til olieselskabernes oliejagt.

Men først og fremmest skal vi have en forklaring på, hvordan det kan være, at Nordsøaftalens udregninger bygger på en scenarie, hvor vi får temperaturstigninger på langt over 2 grader. Derfor har vi i Alternativet nu kaldt finansministeren og klimaministeren i samråd.

Paris-aftalen er historisk ambitiøs
Paris-aftalen er en historisk ambitiøs, global aftale, og Danmark spiller en afgørende rolle i den globale omstilling til vedvarende energi. Vi skal være dem, der viser de andre lande, at en seriøs, bæredygtig omstilling ikke bare er mulig, men også kan skabe nye job, velfærd og bedre liv. Derfor bør al politik, vi laver i Danmark, have klimakrisen som den underliggende præmis.

Det vil blandt andet sige, at regeringen skal droppe al støtte til udvinding af fossile brændsler. Det er helt skævt at give støtte til aktiviteter, der modarbejder Danmarks politiske målsætning om et fossilfrit samfund og forværrer klimakrisen. Derfor bør staten også stoppe sine egne aktiviteter på olie- og gasområdet.

Ikke flere tilladelser
Samtidig skal undergrundsloven opdateres, så vi ikke kan give tilladelse til ny efterforskning efter olie og gas. Præsident Macron har allerede gjort det i Frankrig, og selvfølgelig skal vi gøre det samme i Danmark.

Jeg håber, at de nye afsløringer i sidste ende vil føre til bedre og mere klimaansvarlig politik hos alle Folketingets partier og i alle fremtidige politiske aftaler. Politik, som tager klimakrisen og Paris-aftalen seriøst, og som aktivt arbejder for at forhindre en global temperaturstigning på 1,5 og højest 2 grader. Verden har brug for et foregangsland.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: