Om små tre uger kan nordjyderne som de første sætte sig ind i en regionalbus, der kører på certificeret CO2-neutral biogas, som ikke belaster miljøet. Biogassen produceres oven i købet lokalt i Nordjylland.
Gassen til busserne leveres af HMN Naturgas, som ved samme lejlighed åbner to biogas-tankstationer i Nordjylland. De skal ligge i hver sin ende af busruten. Nemlig i Aalborg og Frederikshavn.
Mere miljøvenlig kollektiv trafik
Initiativet med biogas-busser og -tankstationer har længe stået på ønskelisten hos de nordjyske politikere i kommuner og regionsrådet. Det fortæller regionsrådsformand Ulla Astman (S), som mener, at det offentlige Danmark bør have både ambitionerne og viljen til at gå forrest i en miljø- og klimavenlig udvikling:
- De nye biogas-busser på rute 73 er et led i vores fælles nordjyske indsats mellem klimaregion og klimakommuner, og busserne er et vigtigt skridt mod en mere miljøvenlig kollektiv trafik. Samtidig får vi med to nye biogas-tankstationer styrket Nordjyllands position på det grønne landkort og banet vejen for, at vi kan gå forrest og udbrede miljøvenlig transport på nye områder i fremtiden, siger Ulla Astman.
De to nye biogas-tankstationer bliver de første offentligt tilgængelige anlæg i Nordjylland, og det åbner nu mulighed for udbredelse af både erhvervs- og privatkørsel på biogas.
Tankstationerne skal ligge på henholdsvis Suderbovej i Frederikshavn og Troensevej i Aalborg.