Nordiske ministre taler for mere miljø i FN-mål

NORDEN – De nordiske miljøministre går forrest for en tydelig miljødimension i FN’s bæredygtighedsmål. På et møde i Sverige aftalte de at arbejde sammen for at miljødimensionen får en tydelig plads i arbejdet med FN’s nye bæredygtighedsmål. Beslutningen om de globale bæredygtighedsmål er et af de vigtigste resultater fra Rio+20, FN’s konference om bæredygtig udvikling som blev afholdt i juni 2012.

Den danske miljøminister Ida Auken ses her sammen med de øvrige nordiske miljøministre: I midten Sveriges Lena Ek og til højre Norges Erik Solheim. (Foto: Johannes Jansson/norden.org)

De nordiske miljøministre fremhævede på mødet i Jukkasjärvi, at øko-systemerne har en afgørende betydning for samfundsøkonomien og for individets udviklingsmuligheder.

Når målene for den globale udviklingsdagsorden efter 2015 fastsættes, skal jorden økologiske grænser respekteres. I de internationale miljøkonventioner, for eksempel i klimakonventionen og i konventionen om biologisk mangfoldighed, er der allerede fastsat mål som skal fungere sammen med og styrke de nye bæredygtighedsmål.

Skal styrke bæredygtig udvikling
– Det er afgørende for en langsigtet bæredygtig udvikling, at vi styrker miljødagsordenen, så vi holder os inden for planetens økologiske grænser, og dette bør afspejles i de globale målsætninger. De nordiske lande har vigtige erfaringer at dele ud af, understregede den svenske miljøminister Lena Ek, som var ordstyrer ved miljøministrenes møde.

Ministrene besluttede også at styrke arbejdet med grønne velfærdsmål i samråd med de ansvarlige inden for finans- og erhvervssektorerne samt de statistiske myndigheder som et supplement til landenes BNP. De nye velfærdsmål bør udvikles tværsektorielt og tage hensyn til udviklingen af øko-systemerne, understreger de.

Rapport fra klimapanel præsenteres i Stockholm
Miljøministrene besluttede desuden at gennemføre en dialog om klimaspørgsmål i forbindelse med, at FN’s klimapanel (IPCC) præsenterer sin rapport om klimaforandringer i september 2013 i Stockholm. Repræsentanter for erhvervslivet skal inviteres til dette møde.

– Initiativet til at samle politik og erhvervsliv i dette spørgsmål er meget velkomment, siger Halldór Ásgrímsson, generalsekretær for Nordisk Ministerråd, som også deltog i mødet. For at nå Nordens ambitiøse mål er det nødvendigt at mange kræfter samarbejder.

Nanomaterialer og hormonforstyrrende stoffer
Endelig diskuterede ministrene EU’s 7. miljøhandlingsprogram som skal forhandles i løbet af foråret.

Ministrene fremhævede, at programmet skal være tydeligt i forhold til et giftfrit miljø og indeholde en strategi til håndtering af miljø- og sundhedsrisici i form af kombinationseffekter af kemikalier, nanomateriale og hormonforstyrrende stoffer samt sundhedsskadelige stoffer i varer.

Ministrene understregede også, at et klimamål for EU i 2030 bør indgå i programmet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: