Hele ni nordiske ministre samles i dagene 26-29. juni, når ministrene for fiskeri og havbrug, jordbrug, næringsmidler og skovbrug mødes i Trondheim.
Norge har formandskabet for Nordisk Ministerråd i 2012 og den norske landbrugs- og fødevareminister Trygve Slagsvold Vedum udtaler op til ministermødet:
- Fødevaresikkerhed og øget fødevareproduktion er mere og mere i fokus internationalt. Rio-erklæringen slår fast, at produktionen skal ske på en miljømæssigt og socialt bæredygtig måde. Men vi kan ikke løse de globale udfordringer på dette område, hvis ikke de enkelte lande tager større ansvar for deres egen fødevareproduktion, siger Slagsvold Vedum.
Vicegeneraldirektøren fra FNs fødevareorganisation FAO, Ann Tutwiler, deltager også i mødet for at diskutere sluterklæringen fra den netop afholdte Rio+20 konference med de nordiske ministre.
På Rio+20 konferencen samarbejdede Nordisk Ministerråd blandt andet med FAO om at demonstrere, hvilke muligheder Ny Nordisk Mad konceptet om lokale råvarer og sæsonbetonet madlavning kan give fattige landbrugsområder i andre dele af verden.
Et andet fokusområde på mødet bliver potentialet indenfor såkaldt grøn omsorg.
Der er tale om sociale og sundhedsmæssige tjenester, hvor en landbrugsbedrift i samarbejde med eksempelvis en kommune eller anden offentlig instans yder en indsats for en række grupper, lige fra børn med indlæringsproblemer eller asylansøgere til stofbrugere eller ældre på rehabilitering.
Især i Norge har man gode erfaringer med dette og ministrene skal blandt andet se på erfaringer fra de andre nordiske lande med forskning og praksis indenfor området.