Nordisk Råd kræver flere penge til klima

Vindmøller i Nordland i Norge. (Foto: Johannes Jansson/norden.org)

Den samlede nordiske klimaindsats bør opgraderes, mener Nordisk Råd. Rådets miljøudvalg foreslår at afsætte flere penge til fælles indsatser både i udviklingslandene og i Norden. Vi skal udnytte det kvalitetsstempel, som nordiske initiativer ofte har, mener udvalget.

En række nordiske institutioner arbejder for at udvikle klimaløsninger både ude og hjemme. Nordisk Råd ønsker nu at støtte de fællesnordiske klimaprojekter for bedre at udnytte de muligheder, samarbejdet giver.

- De nordiske lande kan først og fremmest bidrage ved at påpege effektive løsninger og vise i praksis, at det er muligt at reducere klimaudslip. Men finansiering til vore fælles institutioner kan også være med at udløse flere private midler og penge fra andre multinationale finansieringsinstitutioner, siger Anders Eriksson, Ålands repræsentant i Nordisk Råds miljøudvalg.

Fælles finansiering avler flere penge
De primære nordiske aktører på området er Nordic Development Fund (NDF), Nordisk Investeringsbank (NIB) og det nordiske miljøfinansieringsorgan NEFCO, som er en institution under Nordisk Ministerråd.

NDF operer primært i u-landene, NIB finansierer en række projekter i Norden og de baltiske lande, mens NEFCO har særligt fokus på Østeuropa. Samlet set finansierer de tre organisationer klimaprojekter for mange milliarder euro og faktisk genererer deres investeringer flere penge end de nordiske lande oprindelig har skudt ind i institutionerne.

- De nordiske finansieringsinstitutioner på miljø- og klimaområdet går i spidsen for nordisk klimafinansiering og den fællesnordiske klimaekspertise har en bredere geografisk rækkevidde end de enkelte landes. I 2011 kanaliseredes 1340 millioner euro fra vore tre institutioner til en række forskellige klimarelaterede projekter. Beløbet viser, at det nordiske samarbejde muliggør synergieffekter og en større brug af fælles ekspertise, siger Nordisk Investeringsbank (NIB), Nordiska Miljöfinansieringsbolaget (NEFCO) og Nordisk Udviklingsfond (NDF) i en fælles udtalelse i forbindelse med Nordisk Råds topmøde i Helsingfors 30. oktober.

Mere specifikt foreslår Nordisk Råds miljøudvalg at styrke NIBs udlåning til klima- og energiprojekter generelt, samt tilføre mere kapital til NDF for at støtte nordiske klimatiltag i u-landene.

Udvalget mener også, NEFCO er klar til at investere bredere i en portefølje, som er mere innovationspræget – og derfor mere risikobetonet.

Nordisk klimainitiativ i front i FN
NDF og NEFCO er også primus motor i et andet nordisk initiativ, nemlig Nordic Partnership Initiative (NPI), som blev lanceret sidste år på COP17 i Durban.

NPI er et pilotprojekt indenfor rammerne af de såkaldte NAMAs, Nationally Appropriate Mitigation Actions. De skal supplere de mere kendte tiltag i regi af FNs Clean Development Mechanism og her er de nordiske lande helt i front med to projekter i henholdsvis Peru og Vietnam.

Det er blandt andet denne type foregangsvirksomhed, som Nordisk Råd mener de nordiske lande bør belønne ved at tilføre flere midler til den fælles indsats på klimaområdet.Det er nu op til landene at vurdere indstillingen fra Rådet, som skal behandles i Nordisk Ministerråd.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: