En dugfrisk undersøgelse, som analysefirmaet Yougov har gennemført for Fødevarestyrelsen efter den seneste kampagne “Årets Nøglehulsopskrift”, indeholder et godt bud på, hvorfor mærket har så stor interesse.
Undersøgelsen, der omfatter mere end 1.000 forbrugere, viser, at hele 93 procent kender Nøglehullet. Halvdelen af de, der kender mærket, vurderer, at nøglehulsmærkede fødevarer gør det nemmere at vælge sundere, oplyser Fødevareministeriet.
Det skal være let var være sund
Samtidig kan cirka 60 procent af de interviewede pege på en eller flere af Nøglehullets hovedbudskaber; spar på fedt, sukker eller salt og spis flere fibre og fuldkorn!
- Det er min vision, at det skal være let at være sund, og at vi får det sundere valg ind som det foretrukne alternativ, der hvor vi handler. Nøglehulsmærkede produkter og opskrifter har banet vejen for sund madglæde. Og det viser sig jo også, at ved at gøre det sundere valg enkelt, indbydende og velsmagende får vi åbnet døre – også for de, der måske ikke har fitnesskort og abonnement på de eksklusive gastronomimagasiner, siger fødevareminister Mette Gjerskov.
Brød og knækbrød er favoritter
Favoritterne hos forbrugerne er brød og knækbrød. Men også mel, mælk og müesli tynger godt i indkøbskurven, viser analysen.
Fødevarestyrelsens ernæringsmærke har altså godt tag i befolkningen. Tilmed viser der sig nu en spirende interesse for Nøglehullet hos de unge mellem 18-29 år. Således har 13 procent af de unge helt styr på fordelene ved at gå efter Nøglehullet.