Nødvendigt at teste svinebønder for MRSA

MRSA – Medarbejderne skal være fri for MRSA, før svinene kan blive det. Derfor opfordrer forskere til screening for at udrydde MRSA-bakterierne i danske svinestalde.

Det er nødvendigt at teste svinebønder og medarbejdere for slippe af med MRSA. Her er det tidligere fødevareminister Dan Jørgensen (S), der fodrer svin.

Svine-MRSA kan ikke udryddes fra staldene, uden at landmændene og deres medarbejdere bliver testet for, om de selv bærer smitten.

Sådan lyder det entydigt fra de forskere, som har været med til at fastslå, at dansk svine-MRSA er rejst til de ellers smittefri norske besætninger sammen med medarbejdere og rådgivere fra Danmark, skriver Ingeniøren.

To ud af tre danske svinebesætninger er inficeret med svine- MRSA, mens Norge konsekvent udrydder smitten ved at rense staldene, så snart et udbrud er opdaget.

- Vi kan hindre, at MRSA smitter over på husdyr, som er fri for bakterien, ved ikke at slippe personer ind, uden at de først er testet og fundet fri for MRSA, skriver Petter Elstrøm fra det norske Nasjonalt Folkehelseinstitutt til Ingeniøren.

- Derfor er det fornuftigt at teste landbrugsmedarbejdere i Danmark, hvis de skal arbejde med MRSA-fri dyr, tilføjer han.

Screening er realistisk
Også professor Henrik Westh, der leder MRSA Videncenter på Hvidovre Hospital, mener at en screening af landbrugsmedarbejdere er realistisk, inden de går ind i svinestalde uden smitte. Han opfordrer til at udrydde bakterien fra svinestaldene på Bornholm, fordi der her er tale om et næsten lukket kredsløb.

Claus Fertin fra Landbrug & Føde­varers Videncenter for Svineproduktion, Seges, afviser dog en obligatorisk test af danske medarbejdere.

- Vi tror ikke på, at det hjælper. Så skal vi også teste medarbejdere, der har været ude at rejse. Det vil være en omfattende opgave, siger han til Ingeniøren.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: