700 millioner kubikmeter spildevand med lort, pis og papir flyder hvert år til de danske renseanlæg. Og selvom det måske lyder ulækkert for mange, så er det den blanding, der gør driftsmedarbejderne på landets spildevandsselskaber glade.
For så fungerer afløbssystemet uhindret, og så skal de ikke ud og tømme tilstoppede pumper.
Toilettet er ikke en skraldespand
I Danmark oplever spildevandsselskaberne stigende problemer med uvedkommende ting i toilettet.
Særligt smider danskerne flere og flere fiberklude i toilettet, og de vævede klude stopper pumperne i afløbssystemet. Men også vaskeklude, vådservietter, hygiejnebind, vatpinde og kondomer er problematiske og kan i værste tilfælde være skyld i, at kældre bliver oversvømmet.
- Vi oplever mange problemer med fiberklude. De har desværre den egenskab, at de er ikke til rive eller flå fra hinanden, og der kan vi bare se en stigende tendens til, at de sætter sig i vores pumper og forårsager flere udkald, fortæller ankermand for kampagnen, driftschef Jan Jørgensen fra SK-Forsyning.
Kun tre ting i dit lokum
For at gøre opmærksom på problemet lancerer 30 spildevandsselskaber sammen med STF og DANVA den 22. marts 2017 en kampagne under overskriften »Kun tre ting i dit lokum«.
Indledningsvis vises fire informationsfilm i TV2’s reklameblokke. Lanceringen i TV2’s reklameblok benyttes til at booste kampagnen på Facebook, og efterfølgende afholdes en række arrangementer, hvor der stilles skarpt på de lokale forhold.
Den dårlige adfærd belaster arbejdsmiljøet
Et stigende antal udkald til tilstoppede pumper er ikke kun dyrt for selskaberne, og i sidste ende for kunden, det er også et problem for arbejdsmiljøet, fortæller Jan Jørgensen.
- Har man sådan en bunke klude i pumpen, så skal man have hånden ind. Og hvis der nu er en kanyle derinde, så skaber det jo problemer for medarbejdernes sikkerhed. Så det kan jeg jo sagtens forholde mig til, at det ikke er særligt sjovt for driftsfolkene.
Initiativet til kampagnen kommer fra driftsmedarbejderne
Derfor var det driftsmedarbejderne, der tog initiativet til kampagnen.
- Det var driftsmedarbejderne, der kom til os driftschefer og sagde: Vi har sgu et problem med det her, fortæller Jan Jørgensen. Så vi stillede os spørgsmålet: Hvad gør vi? For vi havde prøvet at lave lokale kampagner og lave pjecer og leaflets om det her. Men tiden er løbet fra den slags.
Resultatet af overvejelserne blev kampagnen »Kun tre ting i dit lokum«, der ud over de fire film også består af plakater, postkort, bannere, roll ups, t-shirts og webbannere.