NOAH kræver stop for patent på liv

PATENT PÅ LIV – Den europæiske patentlov undermineres. Det betyder, at vi alle bliver mere og mere afhængige af multinationale virksomheder som Monsanto, Syngenta og Dupont, som gennem patenteringen får kontrollen over vores adgang til fødevarer, lyder det fra miljøbevægelsen NOAH.

Syngenta har fået patent på tomater med et højere indhold af flavonoider.

Nye afsløringer viser, at Den Europæiske Patentdomstol, som vi sidste år stemte ja til, trodser den gældende lovgivning og udsteder patenter på liv. Det kan få fatale konsekvenser for vores fremtidige adgang til fødevarer, advarer miljøbevægelsen NOAH.

Europæisk patentlovgivning forbyder patenter på plantesorter såvel som på forædlingsmetoder. Ikke desto mindre tog EPO i marts 2015 den beslutning, at plantefrø og frugter frembragt ved almindelig forædling kan blive patenteret.

Dermed blev der givet grønt lys til blandt andet schweiziske  Syngenta netop har fået udstedt et patent af domstolen på tomater med et højere indhold af sunde og naturlige komponenter, der er kendt som flavonoider. Patentet dækker både planten, frøet og frugten, som stammer fra almindelig forædling.

Ignorerer samfundets interesser
EPO finansieres netop gennem patentudstedelser, så ved at vælge denne uacceptable fortolkning af loven prøver EPO at bane vejen for både dets egne og for industriens interesser. Samtidig sælger EPO de ressourcer, der er helt essentielle for almindelige menneskers dagligdag, mener Anna Rønne fra den danske miljøbevægelse NOAH.

- Ved at udstede patenter på liv ignorerer EPO samfundets interesser og tjener udelukkende sine egne og virksomhedernes interesser, siger hun.

- Hvis dette fortsætter, vil vi alle blive mere og mere afhængige af multinationale virksomheder som Monsanto, Syngenta og Dupont, som gennem patenteringen får kontrollen over vores adgang til fødevarer. De vil kunne bestemme, hvad vi spiser, og hvad det skal koste ved at kontrollere, hvad der må dyrkes og opdrættes i fremtiden, forklarer hun.

Regeringen må gribe ind
Ifølge Anna Rønne kan problemet dog løses, hvis regeringen vil sætte en stopper for den nuværende praksis.

- Der er brug for klar besked fra vores regering om, at de vil handle aktivt for at stoppe den nuværende praksis i EPO. Ellers vil EPO fortsætte med at sælge ud af vores fødevarer til store virksomheder, siger hun.

EPO’s lovovertrædelser forårsagede for nylig mange politiske reaktioner. Holland annoncerede et politisk initiativ på EU-niveau. Også Tyskland og Frankrig er villige til at gå ind i kampen for at stoppe EPO. Allerede i 2012 forlangte Europa Parlamentet, at EPO stoppede med at udstede disse patenter.

Dansk direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen
Miljøbevægelsen NOAH kræver derfor, at regeringen tager sagen op i EPO’s administrative råd, som er den eneste politiske kontrol, der eksisterer i forhold til patentkontoret.

- Den danske regering burde samarbejde med andre regeringer for at stoppe EPO’s fremtidige udstedelse af patenter på planter og dyr. Her bør Danmark tage en førerposition, idet formanden for EPO’s administrative råd er den danske Jesper Kongstad, direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen, tilføjer Anna Rønne.

I øjeblikket lægger den internationale koalition No Patents on Seeds! pres på for at EPO’s praksis bliver stoppet, og de bliver støttet af hundredvis af organisationer over hele Europa. NOAH har i dag på vegne af koalitionen  sendt en opfordring til både finansministeren, justitsministeren og miljø- og fødevareministeren om at melde sig på banen og handle på problematikken.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: