NOAH: Bioenergi skader klima og natur
KOMMENTAR – Produktionen af bioenergi beslaglægger store arealer og påvirker derfor både klima, biodiversitet og lokalbefolkninger. Alligevel følger EU og Danmark FN’s forfejlede anbefalinger om bioenergi, som allerede nu udgør tre fjerdedele af den energi, Danmark officielt klassificerer som vedvarende.
En palmeolieplantage i Honduras. Bjergkæden i horisonten er stadig dækket af skov. Mange steder i Latinamerika, Afrika og Asien fældes regnskove for at gøre plads til palmeolieplantager som denne. Foto: Mike Kolöffel
Af Natalia Lehmann, projektmedarbejder for miljøbevægelsen NOAH og undervisningsassistent på RUC’s samfundsvidenskabelige bacheloruddannelse
Ved COP21 er man blevet enig om at bevæge sig væk fra fossile brændstoffer, men en stor del af omstillingen hviler på øget brug af bioenergi, selvom utallige undersøgelser viser, at det er skadeligt for klima, biodiversitet og lokalbefolkninger.
Vi bliver taget ved næsen, når vi får at vide, at Danmark er et foregangsland på miljø- og klimaområdet. Heldigvis har Danmarks Statistik for nylig meldt ud, at bioenergi bør tælles med i Danmarks grønne nationalregnskab, fordi det ikke er CO2-neutralt.
Det er ikke alle der er klar over, at bioenergi allerede nu udgør tre-fjerdedele af den energi, som Danmark klassificerer som vedvarende. Eller stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt bioenergi er grøn og CO2-neutral.
Produktionen af bioenergi beslaglægger store arealer og påvirker derfor både klima, biodiversitet og lokalbefolkninger. NOAH mener at det er et stort problem, at klimadebatten overskygger de store miljømæssige og sociale konsekvenser som forbruget af bioenergi også har.
Mange ser bioenergi som grøn og vedvarende. Men en væsentlig forklaring er, at EU og Danmark angiver bioenergi som CO2-neutral i de grønne nationalregnskaber på grund af gældende FN-regler for indrapportering af drivhusgasser.
Danmark følger EU’s 20-20-20-målsætninger om samlet set 20 procent vedvarende energi og 20 procent reduktion af drivhusgasser – et mål, der spænder ben for sig selv, hvis man medregner bioenergiens reelle udslip i de nationale regnskaber.
Burde være på forsiden af alle aviser
I november foreslog Danmarks Statistik, at afbrænding af biomasse skal regnes med i det grønne nationalregnskab. En af hovedkonklusionerne i Danmarks Statistiks analyse ‘Udslip af drivhusgasser fra dansk økonomi 1990-2013′ er som følger:
»Medregner man udslip fra biomasse, som ifølge de gældende principper i FN’s klimapanel anses for at være CO2-neutralt, udgjorde reduktionen i udslip af drivhusgasser knap 5 pct.«
Til sammenligning pegede Danmarks Statistik på, at der på papiret har været et fald på 21 procent i den samlede danske udledning af drivhusgasser i perioden 1990-2013. Det skyldes at man har undladt at medregne alle danske økonomiske aktiviteter.
Danmarks Statistik skriver:
»Hvis man vælger at medregne udslip fra alle danske økonomiske aktiviteter, der bidrager til BNP, herunder også udslip fra danskopereret international transport mv., er der ikke længere tale om et fald i udslippet af drivhusgasser, men tværtimod en stigning på over 23 procent fra 1990 til 2013.«
Det burde være på forsiden af alle aviser. Men medier og politikere ønsker åbenbart fortsat at lukke øjnene.
Vi klapper os selv på skulderen
Danskere klapper ellers sig selv på skulderen, når de hører om Energistyrelsens basisfremskrivning her fra december. Den peger på, at Danmark når sit oprindelige mål om 40 procent reduktion af udledningen i 2020, men det bygger netop på en massiv øget anvendelse af biomasse i kraftvarmeværkerne.
Når bioenergi opgives som ‘grøn’ tages ikke udgangspunkt i de direkte eller indirekte konsekvenser af produktionen i form af skovrydning, opdyrkning af naturarealer og udpining af landbrugsjord i Danmark og i udviklingslande og andre lande, som Danmark importerer træ, mad mv. fra.
Dette til trods for at flere og flere forskere peger på, at produktion af bioenergi i stor skala ikke mindsker CO2-emissionerne, men faktisk øger dem i endnu højere grad end fossile brændstoffer. Og dette til trods for at det er gængs viden, at verdens skove, naturarealer og frugtbare jord udgør vores kulstoflagre og dermed er af fundamental betydning for at bevare verdens plante- og dyreliv.
Derudover tages heller ikke stilling til sociale konsekvenser af beslaglæggelse af land i udviklingslande, hvor lokale i stigende omfang mister adgangen til land.
Hovedproblemet: Beslaglægger alt for stort areal
FN’s klimapanel anser bioenergi for CO2-neutral og kræver kun, at man opgør emissioner fra ændret arealanvendelse og mere intensiv skovdrift i de lande, hvor produktionen finder sted.
Så når Danmark for eksempel importerer træpiller som erstatning for kul, tages der derfor ikke højde for, om det har givet anledning til øgede emissioner et andet sted.
EU og Danmark støtter derfor op om at udvide arealer til produktion af bioenergi i stor skala under henvisning til FN-regler, der ignorerer emissioner, der skyldes afbrænding af biomasse.
Problemets omfang er stort. I 2010 planlagde EU’s medlemslande at 54 procent af den energi, der betegnes som vedvarende, i 2020 skal komme fra bioenergi, og at en stor del må importeres fra udviklingslande som for eksempel Indonesien, hvor vi senest har været vidne til afbrænding af skove for at udvide plantager.
Vi må se på årsagen
Tusindvis af mennesker og dyr er blevet drevet på flugt og røgen, der udgør et helbredsmæssigt problem for millioner i Sydøstasien. Mange undersøgelser viser, at palmeolie- og papirfirmaer systematisk står bag.
Men hvis vi virkelig skal stoppe problemet med massivt, øget beslaglæggelse af udviklingslandenes jord, må vi se på årsagen til den øgede beslaglæggelse af jord: Vores forbrug af bioenergi bør nedsættes.
Bioenergi tildeles statslige støttekroner som vedvarende energi og slipper fra at blive pålagt CO2-afgifter.
Statsstøtte bør forbeholdes ægte vedvarende energikilder som sol og vind, der kræver langt mindre jordareal for at producere samme mængde energi. Ikke desto mindre bør diskussionen handle om, at vores forbrug af ressourcer er for stort, og at vi bør fokusere langt mere på forbruget af ressourcer i stedet for alene på produktionen. Det er nemlig vores store og stigende forbrug, der ikke er bæredygtigt.
