Niels I. Meyer: Vi har brug for et nyt oprør

NY BOG – Oprøret er en hastesag, hvis vi vil undgå, at udviklingen går så skævt, at der ikke er nogen brugbar vej frem, skriver 82-årige Niels I. Meyer i sin nye bog, Nok er nok – Stop den skæve udvikling.

Niels I. Meyer har skrevet bogen, 'Nok er nok - Stop den skæve udvikling'.

Niels I. Meyer har udsendt en ny bog, hvor han maner til oprør. Det er ikke første gang, han gør det.

For 34 år siden bragte han sig for alvor i offentlighedens søgelys, da han sammen med to fremtrædende kulturskikkelser, filosoffen Villy Sørensen og den tidligere radikale kulturminister K. Helveg Petersen, i 1978 udsendte debatbogen Oprør fra midten.

Men også i årene efter har han været med helt fremme.

Lapperier trækker bare tiden ud
Som forsker og professor ved DTU og samfundsdebattør har Niels I. Meyer gennem et langt liv arbejdet for et humant ligevægtssamfund. I sin nye bog analyserer han sammenhængen mellem klodens miljømæssige, økonomiske, demokratiske og sociale problemer og opfordrer i en alder af 82 år til et nyt (ungdoms)oprør ‘mod en skræmmende udvikling’.

- Spagfærdige lapperier har haft deres tid og trækker bare tiden ud, skriver Meyer, som understreger, at ‘oprøret er en hastesag, hvis vi vil undgå, at udviklingen går så skævt, at der ikke er nogen brugbar vej frem’.

Grænser for vækst
I en række superkorte kapitler analyserer forfatteren klodens tilstand og fremsætter en række forslag til, hvordan vi kan handle.

Han mener, at kloden har nået sin yderste grænse. At vi er i fuld gang med at nedbryde vores naturgrundlag, at destabilisere det globale klima og er midt i en kamp om klodens begrænsede ressourcer.

Derfor tager Niels I. Meyer igen hul på debatten om grænser for vækst. En debat, der blev indledt allerede i 1972 med rapporten og senere bogen Grænser for vækst, som dengang vakte voldsom opsigt og gav anledning til omfattende debat om blindt overforbrug og materialisme.

Den samme debat er der brug for i dag, hvor vi kæmper mod ressourceproblemer og globale klimaforandringer. Den økonomisk krise og den økologiske krise hænger uløseligt sammen. I stedet for at styre efter økonomisk vækst og stigende forbrug, bør vi indrette samfundet, så vi tager hensyn til Jordens ydeevne og økologiske balance.

En ny økonomisk orden
Nok er nok fokuserer på de rige landes ansvar og på deres muligheder for at gå i spidsen for en ny, bæredygtig udvikling.  Niels I Meyer mener, at den økonomiske magtelite er ved at afskaffe demokratiet. Uden gennemgribende ændringer af den gældende økonomiske orden vil den skæve udvikling fortsætte

Niels I. Meyer vil gerne have de unge i tale og i et efterskrift henvender han sig direkte til sine børnebørns generation.

Han opfordrer de unge til at kæmpe for en gennemgribende reform af det nuværende ny-liberalistiske økonomiske system. Niels I. Meyer vil erstatte det med et økonomisk system, som prioriterer social og økonomisk lighed og hensyntagen til klodens miljø og naturgrundlag.

 

• Niels I. Meyer: Nok er nok – Stop den skæve udvikling. 88 sider. Pris: 125 kr. Forlaget Tiderne Skifter.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: