Ni ud af ti svin inficeret med resistente bakterier

MRSA – Fødevareminister Mette Gjerskov sætter Fødevarestyrelsen til at granske, hvor udbredt svinebakterien MRSA CC398 er i danske svinestalde. Det sker, fordi nye tal afslører en hastigt stigende forekomst af bakterien på de danske slagterier.

Ni ud af ti slagtesvin er inficeret med modstandsdygtige bakterier. ( Colourbox)

De resistente bakterier er på hastig fremmarch.

Nye tal fra Fødevarestyrelsen viser, at 88 pct. af alle slagtesvine på danske slagterier er smittet med MRSA CC398. Det er en fordobling på et år.

Derfor  kræver fødevareministeren nu en ekstra undersøgelse, der skal vise, om der også er sket en ligeså alarmerende stigning i de danske svinestalde.

- Meget tyder på, at mange svin bliver smittet på slagteriet eller på vej til slagteriet, men vi bliver nødt til at være sikre i vores sag, og derfor sætter jeg den her undersøgelse af de danske stalde i gang, siger fødevareminister Mette Gjerskov.

Myndighederne overvåger allerede bakterierne nøje, og der er ikke noget, der tyder på, at MRSA smitter, når mennesker spiser svinekød. Imidlertid kan MRSA smitte fra dyr til mennesker ved jævnlig kontakt. Problemet med svinebakterien er, at den er resistent over for flere typer af antibiotika, og det kan derfor være vanskeligt at behandle for den.

Aktionsgruppe skal stoppe bakterierne
- Det er et problem, vi tager meget seriøst. Resistente bakterier er en trussel mod menneskers sundhed, og sundhedsministeren og jeg har derfor iværksat en lang række initiativer for at komme problemet til livs, siger Mette Gjerskov.

Fødevareministeren har efter stigende prs sammen med sundhedsministeren nedsat en aktionsgruppe, der skal komme med konkrete forslag til, hvordan vi kan stoppe spredningen af MRSA fra svin.

Desuden har et flertal i Folketinget i forbindelse med den nye politiske aftale om veterinærområdet for de næste fire år besluttet at sætte fokus på en ansvarlig anvendelse af antibiotika for at bekæmpe udviklingen af resistens. Det indebærer bl.a. en indsats mod uhensigtsmæssig flokmedicinering, hvor alle dyr i en besætning rutinemæssigt får antibiotika, selvom det ikke er dem alle, der er syge.

FAKTA om MRSA

  • De seneste tal for forekomsten af MRSA CC398 i danske svinebesætninger er fra 2010 og 2011. De viste, at der er fundet MRSA CC398 i 16 pct. af de danske svinebesætninger.
  • I 2011 og 2012 er der udtaget prøver af svin på slagterier. Resultaterne af disse undersøgelser viser, at 44 pct. (2011) respektive 88 pct. (2012) af de undersøgte svin var positive for MRSA CC398.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: