New Zealands bønder klarer sig uden støtte

LANDBRUG – Prisen på både jord, foder og maskiner styrtdykkede, da subsidierne forsvandt i 1984. Politikerne har skabt et planøkonomisk system, som de har mistet kontrollen over.

Fårene afgræsser store arealer i New Zealand. Foto: CC BY Jorge Royan

Det kan lade sig gøre at overleve uden landbrugsstøtte. Det har bønderne i New Zealand bevist. Her afskaffede regeringen landbrugsstøtten for tolv år siden.

Dengang sagde man, at 8.000 af New Zealands 80.000 landmænd ville gå neden om og hjem. I virkeligheden var der kun 800, der bukkede under.

Til gengæld kunne Landbrugsministeriet, der hidtil havde haft 5.600 medarbejdere, skære ned til 450 embedsmænd.

Ifølge tv-udsendelsen »Landbrug på støtten – en verden for sig selv«, som i marts blev vist på DR-TV, er det kun få landmænd i New Zealand, der ønsker at vende tilbage til det gamle system.

Selv om omvæltningen har betydet voldsomme tilpasninger, har landmændene genvundet stoltheden ved deres erhverv.

Heller ikke de mange, der på forhånd advarede om, at det ville få katastrofale følger for miljøet, hvis man fjernede landbrugsstøtten, har fået ret.

Billigere at producere
Grunden til at både miljøet og de allerfleste landmænd har klaret sig godt var, at det blev betydeligt billigere at være landmand i New Zealand. Prisen på jord, landbrugsmaskiner, foder og andre produktionsfaktorer styrtdykkede, da støtten forsvandt.

Det betød blandt andet, at et internationalt firma var nødt til at sætte prisen på et ormemiddel, fremstillet i Holland ned til en tredjedel af den europæiske pris for at kunne sælge det i New Zealand.

Det gav ifølge tv-udsendelsen en importør i New Zealand en god idé. Han opkøbte simpelthen ormemidlet i sit hjemland og re-eksporterede det bagefter til Europa og tjente stort på det.

Politikerne tør ikke sige det
Udover at forbrugerne og skatteyderne kunne slippe for at betale så mange milliarder til EU´s landbrugsstøtte, kunne de altså også se frem til lavere priser på en række varer.

Hvorfor har man så ikke for længst gjort noget ved det system, der mest af alt minder om sovjetisk planøkonomi?

Sean Richard, der i ti år var cheføkonomi i en af de vigtigste landbrugsorganisationer i Europa, siger i tv-udsendelsen:

- Politikerne har skabt et system, som de har mistet kontrollen over. Det lever sig eget liv. Politikerne tør ikke fortælle landmændene, hvad de har sagt til folk i kulminerne, fiskeindustrien osv.: »Jeres industri er for stor. Vi vil hjælpe jer med at finde andet arbejde, men I kan ikke blive ved med at være landmænd«.

- Det tør de ikke sige, mener Sean Richard.

Tema om landbrugsstøtte

Denne artikel er en del af en serie, som omfatter fire artikler:

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: