New York-borgmester støtter Obama

New Yorks indflydelsesrige borgmester, Michael Bloomberg, kaster nu sit lod i Barack Obamas vægtskål. Det sker umiddelbart før amerikanerne på tirsdag skal til præsidentvalg og vælge, om Obama skal fortsætte fire år mere i Det Hvide Hus, eller om han skal afløses af republikaneren Mitt Romney.

Den tidligere republikaner Michael Bloomberg er utilfreds med Mitt Romneys tvivlsomme holdning til de globale klimaforandringer og støtter nu Barack Obama.

Bloombergs udmelding kommer i kølvandet på monsterorkanen Sandy, som kostede mere end 80 mennesker livet, forårsagede store ødelæggelser og satte store dele af New York under vand.

Otte af ti vælgere er tilfredse med Obamas håndtering under og efter Sandys omfattende ødelæggelser.

Bloomberg, der er tidligere republikaner, siger i en udtalelse, at han nu støtter Obama, fordi han tror på, at præsidenten vi gøre noget ved klimapolitikken i modsætning til hans republikanske modkandidat, Mitt Romney.

Vores klima er under forandring

I en udtalelse til Bloomberg News, som han selv ejer, siger han:

- De flodstrømme, som har hærget vores by, har efterladt et spor af ødelæggelse, som det vil tage år at komme sig over. I det korte perspektiv ser vi, at vores metro-system fortsat er lukket ned, mange af New Yorks indbyggere og virksomheder står fortsat uden lys, elektricitet og varme.

- Over de seneste 14 måneder har to orkaner tvunget os ud i kostbare og omfattende evakueringer af flere områder i New York, noget ingen regering har været nødt til før.

- Hvis dette er en ny trend, er det helt uholdbart. Vores klima er under forandring. Og uanset om det ekstreme vejrlig, som vi har set udfolde sig på ødelæggende vis både i New York City og andre steder i verden, er et direkte resultat af disse klimaforandringer, så bør alene risikoen for, at det hænger sådan sammen, tilskynde alle folkevalgte ledere til at handle omgående, siger Michael Bloomberg.

End climate silence
Selv om amerikanerne i år har været udsat for den værste tørke i mere end et halvt århundrede og lige har haft nærkontakt med monsterorkanen Sandy, er det ikke just de globale klimaforandringer, der har domineret valgkampen.

Hverken Romney eller Obama har stort set ikke berørt emnet de seneste måneder. Romney scorede endda høj latter og bifald på republikanernes konvent ved at gøre grin med Obamas intentioner om at sætte ind mod den overhængende klimatrussel. Og forleden blev en mand buet ud, da han under en Mitt Romneys tv-transmitterede tale rejste sig med et banner og råbte “End climate silence.”

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: