Netværk til elbiler lokker norske turister til

TRANSPORT – Clevers nye ladenetværk til elbiler kommer ikke kun danske elbilister til gavn. Nu lokker det også norske elbilister til landet, efter at Clever har gjort det muligt for nordmænd på ferie i Danmark at benytte ladenetværket.

Man kan oplade sin elbil i løbet af 20-30 minutter mere end 70 steder i hele landet.

Elbiler skaber nu ny turisme. Det sker efter, at Danmarks førende elbil-operatør Clever har indgået aftale med Norsk Elbilforeningen om, at nordmænd på vej for at nyde deres sommerferie i Danmark, nu kan lade på Clevers ladenetværk.

- Efter vi åbnede vores landsdækkende ladenetværk, har vi fået mange forespørgsler fra nordmænd, der gerne vil holde sommerferie i Danmark og bruge vores ladenetværk, siger Lars Bording, adm. direktør i Clever.

- Derfor har vi nu lavet en aftale med den norske elbilforening om, at deres medlemmer kan købe et kort og lade på vores ladenetværk. Nordmændene er jo langt fremme, hvad angår elbiler, og på den her måde kan de tage deres elbil med til Danmark og komme rundt, mens de er her på ferie.

Danmark er norsk favoritferieland
Norge er et af de lande i Europa, der har flest elbiler i forhold til antallet af indbyggere, og nordmændene har en lang tradition for at køre elbil. Samtidig er de rigtig glade for at holde ferie i Danmark.

Ifølge VisitDenmark er der hver år 1,5 millioner norske besøg af flere dages varighed i Danmark – og nordmændene er især glade for at holde ferie i Nordjylland og i København.

I Nordjylland er direktøren for Sol og Strand, som er den førende norske sommerferiehusudlejer, derfor glad for initiativet.

- Det er rigtig godt. Vi har rigtig mange norske turister, og jeg tror, at vi vil se flere og flere nordmænd, der holder ferie i Danmark med deres elbil. Især nu, hvor Clever har etableret et landsdækkende ladenetværk, som de kan benytte, siger Kaj Frederiksen, direktør i Sol og Strand.

Dejligt at være norsk elbilist i Danmark
I Norge er elbilisterne også glade for tiltaget. På den norske elbilforenings hjemmeside blev nyheden således fejret med blandt andet følgende ord:

- Det er dejlig å være norsk elbilist i Danmark. Nå kan du enkelt få tilgang til å lade elbilen din i et av våre favorittferieland. En rekke norske elbilister har besøkt Danmark, og blitt positivt overrasket over hvor langt de faktisk kan kjøre. Danmark er med sin topografi og korte avstander et desidert fint elbilland.

Rent praktisk får nordmændene mulighed for at lade, fordi elbil-operatøren Clever har indgået aftale med Norsk Elbilforening om køb af en række opladningskort, som foreningen sælger til deres medlemmer. På den måde kan de frit bevæge sig mellem Danmark og Norge.

Kortet giver adgang til frem til oktober at lade op til 175 kWh på Clevers offentlige ladenetværk – eller hvad der svarer at lade en elbil fuldt op 8-11 gange.

I Nordjylland kan nordmændene blandt andet lade op i Hjørring og Aalborg.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: