Årtiers kamp mod buræg har i løbet af de seneste tre år skabt markante resultater. Alene i Danmark er produktionen faldet en tredjedel, og nu melder Nestlé, der verdens største fødevarevirksomhed, også fra overfor de forhold, burhønsene lever under.
Nestle har for få dage siden meddelt, at koncernen vil udfase buræggene i hele sin globale forsyningskæde.
Den nye dyrevelfærdspolitik vil omfatte Nestlés produktion i samtlige 189 lande, virksomheden opererer i, herunder lande hvor der ikke er tradition for progressive dyrevelfærdspolitikker for produktionsdyr.
Offentliggørelsen af Nestlés globale dyrevelfærdspolitik for æglæggende høns kommer i kølvandet på virksomhedens politik om at indføre bedre levevilkår for slagtekyllinger i sin forsyningskæde i USA, som blev offentliggjort i oktober.
Presset øges på andre
Nestlés beslutning er et kæmpemæssigt skridt mod at udfase bure i den globale ægindustri, mener Anima, som forventer, at virksomhedens nye kurs vil øge presset på andre fødevarevirksomheder, restauranter og grossister om at følge samme spor.
Politikken er et resultat af et produktivt samarbejde med medlemmer af Open Wing Alliance – en global koalition af dyreværnsorganisationer, der arbejder for en verden, hvor høns ikke holdes i bure. Blandt medlemmerne er danske Anima.
Historisk vendepunkt
- Anima og Open Wing Alliance er meget begejstrede for Nestlés skelsættende globale politik om at udfase buræg. Virksomhedens beslutning er med til at hæve barren for dyrevelfærd ved at sætte en ny standard, som konkurrerende virksomheder også må efterleve, siger Lina Lind Christensen, kampagnechef i Anima.
Hun kalder det »en historisk begivenhed i kampen mod bedre dyrevelfærd for produktionsdyr«
- Det er et vendepunkt, der vil bane vejen for monumentale forbedringer for dyr over hele verden, mener Lina Lind Christensen.
Nestlés globale politik bliver indfaset i Europa og USA senest i 2020. I Mellem- og Sydamerika, Mellemøsten, Afrika og Oceanien er deadlinen 2025, og målet er, at samme deadline kan nås i Asien.
Grossister halter bagefter
I Danmark er samtlige supermarkeder i færd med at udfase buræg og ligeledes forholder det sig med store dele af fødevarevirksomhederne og de store kantiner.
Den sidste sektor, der halter bagefter, er fødevaregrossisterne. Her er Dansk Cater og Hørkram to af de store spillere, som Anima nu går i dialog med.
Lev livet på et A4-ark
Ifølge Anima er der ca. 1,3 millioner burhøns i Danmark. De holdes i bure, hvor der ifølge reglerne må være 13 høns pr. kvadratmeter. Det giver hver høne, hvad der svarer til lidt over et A4-ark at leve hele sit liv på. Hønsene kommer aldrig udenfor.
På grund af de mange virksomheder, der har droppet buræg de seneste år, falder antallet af høns i bure i Danmark. På bare tre år er der sket et fald i produktionen på over 30 procent, og tendensen fortsætter.
Anima har tidligere lanceret filmen »Mit liv som burhøne«, der viser den grusomme virkelighed for hønsene, der producerer buræg i Danmark.
Filmen gik viralt på de sociale medier og er blevet set af knap en million mennesker. Se den her.