Nepal satser på vedvarende energi

ENERGI – NEPAL vil dække halvdelen af landets energiforbrug med et mix af forskellige former for vedvarende energi, bebuder landets maoistiske premiereminister, Baburam Bhattarai. Allerede i dag forsyner vedvarende energikilder som sol, biogas og vandkraft ren energi til millioner af mennesker i det fattige land.

LÆS OGSÅ: Radiostation i Nepal får strøm fra solceller
Slut med røg i Nepals køkkener
Vedvarende energi en succes i Nepals bjerge

Nepals premiereminister Baburam Bhattarai åbnede forleden en stor messe for vedvarende energi. Foto: Ulla Skovsbøl

Fremtidens energiforsyning i Nepal skal komme fra mange forskellige energikilder, og vedvarende energi i form af små vandkraftanlæg, solceller, vind og små biogasanlæg skal spille en væsentlig rolle.

Det erklærede premiereminister Baburam Bhattarai, da han i søndags åbnede en stor messe for vedvarende energi i hovedstaden Kathmandu.

Energimikset er den maoistisk ledede koalitionsregerings bud på, hvordan landet løser sin presserende energikrise.

Det statslige energiselskab kan slet ikke dække efterspørgslen på strøm i hovedstaden. Der er i øjeblikket strømafbrydelse 14 timer i døgnet, og inden længe bliver antallet af timer uden strøm sat op til 21 timer.

Generatorer er dyre og forurenende
Byboer med tegnebogen i orden klarer strømforsyningen med dieseldrevne generatorer, som er dyre i drift og stærkt forurenende. De fattige må klare sig uden strøm.

På landet , hvor otte ud af ti nepalesere bor, er der slet ikke noget elnet. Derfor er udbygningen af vedvarende energi i bjerglandsbyerne yderst relevant. Danida støtter sammen med andre bistandsorganisationer de vedvarende energiløsninger på landet i Nepal og har på dem måde skaffet strøm til millioner af mennesker.

-Ind til videre har vi været med til at sikre rene og varige energiløsninger til mere end en million husholdninger, og det er op imod fem millioner mennesker. Det er et flot resultat i et land som Nepal, siger Morten Jespersen, dansk ambassadør i Kathmandu.

Nepals premiereminister ser på en lampe, der brænder på ren biogas. Foto: Ulla Skovsbøl

Sundhedsfordele ved at skifte til biogas
Vedvarende energi kan spille en vigtig rolle i forsyningssikkerheden, men der er også en lang række andre grunde til, at det de små husstandsanlæg er en fordel i landdistrikterne, siger professor Govind Raj Pokharel, som er leder af AEPC, Alternative Energy Promotion Centre i Nepal.

-Det er miljøvenlige energiløsninger, som også er gode for sundheden. Hvis vi promoverer biogas til madlavning undgår vi brænderøg i husene og vi får vi bremset afskovningen, fordi der så ikke vil blive brugt så meget brænde, siger han.

Ny muligheder for små virksomheder
-Den vedvarende energi skaber også arbejdspladser og nye muligheder for små virksomheder på landet.

Der er for eksempel nu 800 mikro-vandkraftanlæg rundt om i landet, og for hvert af dem er der brug for 2-3 personer, som skal vedligeholde dem og sørge for driften. Der er allerede skabt 1600 jobs på den måde, og det med til at forhindre flugten fra land til by, påpeger lederen af AEPC.

Professor tvivler på regeringens seriøsitet
Den nepalesiske regerings udmeldinger om en ny satsning på vedvarende energi skal dog tages med et gran salt, mener Amrit Nakame, som er professor i fysisk planlægning ved Kathmandu Universitet.

- Det er specielt at høre på, når man ved, at den samme regering planlægger at investere i et kæmpe 40 MW dieselfyret kraftværk for at afhjælpe den aktuelle energikrise. Det er jo paradoksalt i en tid, hvor de udviklede lande skrotter de samme anlæg, siger han.

Burde satse på solceller til selvforsyning
Amrit Nakame mener hellere regeringen her og nu skulle gøre noget for at fremme investering i solceller til selvforsyning.

- På langt sigt er der ingen tvivl om, at Nepal bør udnytte mere vandkraft, fordi potentialet er så stort, men her og nu er løsningen på energikrisen husstandsanlæg med solceller, siger han.

Han mener, den nepalesiske regering bør indføre en afregningsordning, der gør det rentabelt for private i byerne at sætte solceller på taget.

- Det vil være en fordel for alle. Staten slipper for at investere – borgerne gør det selv. Den enkelte husstand bliver selvforsynende, tjener penge på at sælge strømoverskuddet til nettet og er med at afhjælpe energikrisen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER:

One Response to Nepal satser på vedvarende energi

  1. Pingback: Nepal vil være mere grøn - Verdensnyt