Nej til hoteller langs strandkanten

NATUR – Befolkningen er ikke enige med de folkevalgte i, at kysterne skal bebygges. Det viser en Gallup undersøgelse, Danmarks Naturfredningsforening har fået foretaget.

Det er vigtigt for Danmark, at vi beskytter de ubebyggede kyster og den frie kystnatur, svarer 88 procent af de adspurgte i en Gallup-undersøgelse.

Tidligere på året gav miljøministeren grønt lys for bebyggelser ti forskellige steder nær vandet. Men politikerne er tilsyneladende helt ude af trit med resten af befolkningen. Det viser en ny undersøgelse, Danmarks Naturfredningsforening har fået Gallup til at udføre.

Ikke færre end 88 procent af de adspurgte svarer, at det er vigtigt for Danmark, at vi beskytter de ubebyggede kyster og den frie kystnatur. 89 procent er enig eller overvejende enig i at det gør den danske kyst attraktiv for dem, at de kan opleve den ubebyggede kyst med fri natur, mens hele 93 procent hylder den frie adgang langs kysten.

DN: Store værdier i spil
- Disse år skal hver eneste plet jord på Danmark på en eller anden måde bidrage til at skabe vækst i samfundet. Måske skal vi bremse lidt op og anerkende, at der kan ligge store værdier også i det uberørte. Kysterne har vi værnet om i århundrede og sælger vi først ud, så kan den naturværdi være tabt for altid, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

Ifølge hende har foreningen overfor regeringen tilkendegivet, at der i loven om de ti projekter ved kysten skal stå, at projekter, der er grønne prioriteres højest. Det vil sige, at projekterne også skal medvirke til at rydde op i det omgivende landskab og fjerne overflødige gamle veje og bygninger langs kysten. Rydde op på stranden og fjerne gamle bunkers rester. Pleje naturen og gøre noget særligt for områdets arter og formidle det til turisterne.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: