Nej til flere svin

Dan Jørgensen (S) har i al stilhed skrinlagt det 150 mio. kr. dyre “Månegris-projekt”, der skulle sætte turbo på dansk svineproduktion. Foto: Colourbox

SVIN – De danske svineproduceter leverer årligt 30 mio. svin. Mindst halvdelen er inficerede med MRSACC398-bakterier. Alligevel gjorde den siddende regering det muligt at øge svinenes antal med halvanden mio. i august i år.

Imidlertid synes hverken Venstre eller de konservative, at det er nok. På folkemødet i juni overtrumfede Lars Løkke Rasmussen regeringens gavmildhed ved at kræve endnu en mio. svin, og fornylig har Lene Espersen (K) fastslået, at den danske velstand står og falder med flere svin.

Prisen tager minkavler Martin Merrild dog, når han på vegne af Landbrug & Fødevarer fabulerer om 35 mio. svin.

Så længe MRSA-epidemien vokser eksponentielt, vil det dog næppe være klogt at øge antallet af svin. Alene medicin-udgifterne til MRSA-patienter er 10 gange så høje som normalt. Det synes fødevareminister Dan Jørgensen (S) endelig at have indset. I al stilhed har han skrinlagt det 150 mio. kr. dyre ‘Månegris-projekt’, der skulle sætte turbo på dansk svineproduktion.

Venstres realitetssans
Ellers er det eneste positive, der er at sige om politikernes uansvarlige overbudspolitik, en lovprisning af Venstres realitetssans.

Umiddelbart efter kravet om en million ekstra svin spillede Lars Løkke Rasmussen nemlig ud med et nyt krav. Denne gang om en ekstra milliard skattekroner til sundhedsvæsenet. De penge bliver der god brug for til at beskytte danskernes mod de svinske bakterier. Ikke mindst når fremtidens ældre patienter skal behandles for kræft, samtidig med at de er bærere af MRSACC398-bakterierne.

Kjeld Hansen er journalist og gårdejer og skriver jævnligt for OrganicToday.dk

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: