Naturmetode fjerner stank ved Aarhus Havn

Naboer til havnen  har i årevis været plaget af stanken af svovl, sure sokker og opkast. Takket være en ny opfindelse slipper de nu for de voldsomme lugtgener.

Naboer til Aarhus Havn har i årevis været plaget af lugtgener. Nu slipper de måske af med de værste. (Foto: Ole Brikner)

Lugt af svovl, gas, sure sokker, hundelort, opkast eller gammel ost – naboer til Aarhus Havn har i årevis været generet af kraftig stank fra flere virksomheder på havnen. Det førte i juli til dannelse af Facebook-gruppen Stop stanken i Aarhus.

Men nu har en opsigtsvækkende opfindelse af atmosfære-kemiker Matthew Johnson fra Københavns Universitet fjernet en del af lugten – til stor tilfredshed for virksomheden Jysk Miljørens A/S.

Den er ellers blevet bombarderet med naboklager over ildelugtende stank på grund af arbejdet med at rense olie ud af bundvandet fra skibe, så olien kan genbruges.

Langt mindre end før
- Mine målinger viser, at der kommer langt mindre stof ud i luften end før. Vi installerede et midlertidigt anlæg i juli, men det færdige anlæg er nu på plads og har kørt i en måneds tid, fortæller Matthew Johnson ifølge Ritzau.

Miljøforvaltningen i Aarhus har været på besøg og beset anlægget, som bygger på atmosfærens naturlige evne til at rense sig selv, tilføjer han.

Prototypen blev bygget i en shipping-container i sommer. Nu er hele den patenterede proces for fotokemisk luftrensning samlet i fem aluminiumskasser på størrelse med containere på taget af Jysk Miljørens.

Vaskes ud af atmosfæren
I naturen begynder forurenende gasser, der stiger op mod himlen, at danne partikler, når de møder stoffer som ozon. Den kemiske proces sættes i gang af sollys. Partiklerne vaskes ud af atmosfæren med regn, og når regnen lander på jorden, er luften igen ren.

- Jeg har forsket i atmosfærens rensemekanisme i årevis. Og pludselig indså jeg, at mekanismen er så enkel, at den populært sagt kan pakkes sammen i en kasse og bruges til at rense luften i for eksempel huse, siger Matthew Johnson til Ritzau.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: