En ny landbokomission skal ikke kun afspejle Axelborg og landbrugets interesser. Miljø- og naturfolk skal også være med til at præge arbejdet i en kommende Natur- og Landbrugskommission.
Fødevareminister Mette Gjerskov går efter en bredt sammensat, men handlekraftig kommission, der skal pege på landbrugets fremtidige muligheder.
Samtidig ligger det nu fast, at kommissionen skal ligge under både Fødevare- og Miljøministeriet.
- Kommissionen er en Natur- og Landbrugskommission, som jeg skal samarbejde med miljøministeren om. Den skal kigge på både natur og miljø – men i høj grad også på landbrugets fremtidsmuligheder, siger fødevareminister Mette Gjerskov til LandbrugsAvisen.
Bred men handlekraftig
Hun siger, at det endnu ikke er afgjort hvem, der får plads i kommissionen – på den ene side skal det være en bredt sammensat kommission, på den anden side må den ikke være så stor, at den ikke bliver handlekraftig.
- Jeg har endnu ikke lavet en liste, men jeg kan helt klart sige, at det dér med at lave en Grøn Vækst-plan uden at tale med folk – det går bare ikke. Og jeg kan da ikke se for mig, at landbruget ikke skal være med, siger fødevareministeren.