Næsehornet udryddet i Mozambique

TRUEDE DYR – De sidste 15 vildtlevende næsehorn i Mozambique er blevet dræbt af krybskytter, og næsehornene er også i stor fare i resten af Afrika. Zoos videnskabelige direktør kalder udviklingen tragisk.

Næsehornet i Zoo i København lever uden risiko for at blive dræbt af krybskytter. /Foto: Zoo

Hvis du planlægger en safari i Mozambique for at se de største savannedyr, så skal du ikke regne med at få et glimt af et næsehorn. Ifølge den engelske avis The Telegraph har krybskytter nemlig udryddet de sidste 15 næsehorn i landet.

Noget helt galt i Mozambique
Ifølge Zoos videnskabelige direktør, Bengt Holst, er det en særdeles sørgelig nyhed.

- Det er dybt tragisk – ikke kun for bestanden, men også som et signal om, hvor let nogle lande tager på beskyttelsen af de sidste næsehorn. Når det kan lykkes krybskytter at skyde de sidste 15 næsehorn i Mozambique med ét slag, så må der være noget helt galt i den måde, Mozambique griber situationen an, påpeger Bengt Holst.

Zoos videnskabelige direktør kan ligeledes fortælle, at meget tyder på, at det var lokale rangers, der var ansat til at passe på næsehornene, der viste krybskytterne vej til dyrene.

Desperat situation i hele Afrika
Det er dog ikke kun i Mozambique, at næsehornene har været udsat for en voldsom decimering. De store dyrs situation er desperat i hele Afrika, og de er stærkt på vej til at blive udryddet, advarer Bengt Holst.

- Det ser for øjeblikket ret sort ud, vurderer han.

Krybskytteriet har taget kraftigt til siden 2008, hvor en vietnamesisk embedsmand angiveligt påstod, at hans kræftsygdom var blevet kureret ved brug af næsehornspulver. Siden da er den illegale jagt på næsehorn steget ekstremt. Alene i 2012 blev der i Sydafrika ulovligt skudt omkring 650 næsehorn, sorte som hvide.

Zoo slås for næsehornets overlevelse
Zoologisk Have har i mange år støttet næsehornsforskningen i Sydafrika. I 2011 kulminerede engagementet, da Zoo byggede en forskningsstation i tilknytning til Pilanesberg Nationalpark.

Zoo stiller forskningsstationen til rådighed for forskere, der vil studere næsehorn og andre vilde dyr, så de får et bedre grundlag for at prioritere de mange beskyttelsesforanstaltninger.

Betaler træningskurser
Derudover har Zoo betalt træningskurser for lokale rangers, der lige nu uddannes til at indgå i deciderede antikrybskyttegrupper. De nye antikrybskytter skal være med til at sikre, at der også er næsehorn at se i Afrika for de næste generationer.

Endelig stiller Zoo også sin egen ranger i Pilanesberg Nationalpark til rådighed for parkforvaltningen, når de på forskellig vis skal reagere på krybskytteri.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: