Foreløbige resultater i en ufærdig undersøgelse med udgangspunkt i danske data tyder på, at børn kan have øget risiko for at udvikle børneleukæmi, hvis deres mødre under graviditeten har boet i nærheden af marker, hvor der formodentlig er sprøjtet med visse pesticider.
Undersøgelsens resultater er foreløbige, og forskerne understreger, at resultaterne kan ændre sig.
- Det er et usædvanligt skridt at informere om en undersøgelse, der endnu ikke er færdig. Når jeg alligevel vælger at orientere Folketinget om den aktuelle viden, så er det fordi undersøgelsen er den første af sin art og baserer sig på danske data. Jeg ser med stor alvor på indikationerne, og jeg vil have, at myndighederne er klar til at handle, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Forskere er usikre
Undersøgelsen fra National Cancer Institute i samarbejde med Aarhus Universitet, Statens Serum Institut og National Institute of Health om mulige sammenhænge mellem børneleukæmi og visse pesticider er baseret på data fra danske kvinder og børn i den danske børnekohorte.
De foreløbige resultater blev præsenteret ved en kongres i Ottawa, Canada, onsdag den 29. august 2018. Forskerne bag undersøgelsen har oplyst til Miljø- og Fødevareministeriet, at det er meget foreløbige resultater behæftet med usikkerhed. Forskerne er i gang med yderligere analyser, der kan ændre resultaterne.
De fire pesticider, som er blevet undersøgt, er: pendimethalin, bromoxynil, ioxynil og fluoxypyr. Heraf er ioxynil allerede forbudt. Bromoxynil er i forvejen under mistanke for at være hormonforstyrrende og skadelig for fostre, og Danmark presser i EU på for et forbud hurtigst muligt.
Vil ikke tøve et sekund
- Hvis der er dokumentation for, at disse stoffer giver børn kræft, så vil jeg ikke tøve et sekund med at sætte nødforanstaltninger i værk og forbyde dem. Vi skal ikke have pesticider på danske marker, som gør børn syge, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Tre af stofferne bruges stadig i landbruget i dag, men ifølge professor Per Kudsk fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet er kun to af stofferne godkendt til anvendelse i efteråret, og de anvendes ikke i ret stor udtrækning i dansk landbrug.
Forskerne oplyser, at deres videnskabelige artikel bliver færdig i efteråret, så de endelige resultater vil være kendt inden næste års vækstsæson.
Den nedsatte arbejdsgruppe skal følge undersøgelsen tæt og komme med anbefalinger til, hvordan befolkningsundersøgelser af denne slags skal indgå i vurderingen af pesticider.
Arbejdsgruppen skal også i forhold til de konkrete stoffer se på, hvilke yderligere undersøgelser og testmetoder, der skal udvikles med henblik på at få mere viden.