MRSA-skandalen er skabt i Fødevareministeriet

KOMMENTAR - Fødevareministeriets egne dyrlæger har aldrig helhjertet forsøgt at bekæmpe udbredelsen af svine-MRSA, skriver Kjeld Hansen.

Chefdyrlæge og veterinærdirektør Per Henriksen spiller en central rolle i MRSA-skandalen.

Rigsrevisionen kulegraver over de kommende måneder (Pol. 12.12.2014) Fødevareministeriets skandaløse håndtering af den eksploderende MRSA-epidemi, og fra første færd vil pilen pege mod ministeriets dyrlæger som de egentlige syndere.

Heriblandt vil chefdyrlægen Per Henriksen indtage en særstilling. I sin position som såkaldt veterinærdirektør har Henriksen haft ansvaret for den manglende indsats.

Henriksen er den helt centrale embedsmand, der kunne have sparet skatteyderne for mange ekstra millioner til sundhedsvæsenet og for lidelser hos de hundredevis af MRSACC398-inficerede patienter, der allerede er ramt af de antibiotika-resistente stafylokokker fra landets svinefabrikker.

Stadig gode chancer i 2011
Da Per Henriksen overtog ansvaret som direktør i marts 2011, havde svinebranchen stadig gode chancer for at få styr på sin smittesituation. Blot 16 procent af fabrikkerne mentes at være inficerede, og året før havde Statens Serum Institut kun registreret 111 smittebærende personer.

Siden da er epidemien eksploderet. Antallet af smittebærere er ti-doblet til 1150 i 2014, og infektionsraten blandt de 6.000 svinefabrikker er vokset til op mod 80 procent.

Hvad har veterinærdirektøren foretaget sig i de tre år, hvor ansvaret har været hans? Intet aktivt. Tværtimod har han bortforklaret, hemmeligholdt, forsinket og blokeret stort set alle tilløb til handling.

Der kan næppe herske tvivl om, at det var Henriksen, der overtalte daværende fødevareminister Mette Gjerskov (S) til at hemmeligholde alle data om de smittefarlige svinefabrikker. En skæbnesvanger beslutning, der strider mod sund fornuft og al lægefaglig rådgivning om bekæmpelse af epidemier. Beslutningen er desuden blevet underkendt af Ombudsmanden, men de inficerede fabrikker er stadig hemmelige.

Det var også Henriksen, der i august 2012 satte sig for bordenden af det fælles udvalg mellem Sundhedsministeriet og Fødevareministeriet, der skulle stoppe smitten. Udvalget blev nedsat af Mette Gjerskov og daværende sundhedsminister Astrid Krag (SF), men det har endnu ikke afgivet sine anbefalinger.

Det eneste aktive udspil fra Per Henriksens side har været forslaget om at udskyde indsatsen til 2018 ved hjælp af et tre-årigt MRSA-forskningsprogram til 30 mio. kroner.

Sundhedsministeriets ansvar
Hele dette uskønne forløb, som Rigsrevionen nu kaster sig over, har for længst dokumenteret, at Fødevareministeriets dyrlæger aldrig helhjertet har forsøgt at bekæmpe udbredelsen af svine-MRSA . Ministeriet har dokumenteret til fulde, at dyrlæger næppe er de rette fagfolk til en sådan opgave. De tænker først og fremmest på svinene, og de påvirkes som bekendt ikke af de resistente bakterier. Det gør kun mennesker.

I virkeligheden burde Rigsrevisionen flytte fokus til Sundhedsministeriet og spørge sundhedsminister Nick Hækkerup: Hvorfor overlader du ansvaret for danskernes sundhed og smitterisiko til en håndfuld dyrlæger? Der ligger den virkelige skandale.

Læs Rigsrevionens program for undersøgelsen.

Kjeld Hansen er journalist, forfatter og gårdejer

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: