For første gang har danske forskere undersøgt og fundet MRSA-bakterier i prøver af såkaldt ‘tankmælk’, før det bliver sendt videre til mejeriet.
Der blev fundet MRSA i to procent af prøverne, og to prøver var identiske med en MRSA-type, der findes hos svin – den såkaldte MRSA CC398.
Det fremgår af en ny rapport fra DTU Food og Statens Serum Institut.
Forskerne har efterfølgende testet de positive besætninger igen. Resultaterne viser, at flere af prøverne ikke længere indeholdt MRSA, og ifølge forskerne kan resultaterne pege i retning af, MRSA i kvæg er mere flygtig end i svin. Hvis MRSA en gang er fundet i en svinebesætning, er det svært at slippe af med den igen.
Det dansk fund i mælk er ikke enestående. Også britiske forskere fandt i 2012 MRSA-bakterier i mælk.
Mælk anses ikke som MRSA-kilde
Mælken pasteuriseres og gennemgår flere bearbejdningsprocesser på mejeriet. Derfor bliver mælk og andre typer mælkeprodukter ikke anset som en kilde til MRSA.
- I 2012 har vi ikke undersøgt MRSA i kød, fordi der fortsat ikke er tegn på, at indtagelse af kød udgør en væsentlig risiko for smitte med MRSA til mennesker. Svin ser fortsat ud til at være den vigtigste kilde til MRSA-CC398, og forekomsten af MRSA-CC398 i tankmælk kan skyldes en spredning fra svineproduktionen, siger seniorforsker Yvonne Agersø fra DTU Fødevareinstituttet.