MRSA-bakterier fundet i britisk mælk

Britiske forskere fra universitetet i Cambridge har fundet MRSA i syv mælkeprøver fra fem forskellige gårde i England. Foto: Colourbox

MRSA – Britiske forskere har fundet en ny stamme af superbakterien MRSA i syv mælkeprøver fra fem forskellige gårde i England, oplyser det europæiske center for sygdomsforbyggelse og kontrol, European Centre for Disease Prevention and Control.

Stafylokok-bakterien, som er modstandsdygtig over for antibiotika, findes i mange svinebesætninger og breder sig med alarmerende hast, siger eksperter.

Forskere fra universitet i Cambridge fandt MRSA-bakteriestammen i syv prøver fra fem forskellige gårde i England ud af de 1.500 prøver, de analyserede, skriver den britiske avis, The Independent.

Ministeriet troede ikke på det
Mark Holmes fra universitets institut for veterinærmedicin, som er leder af undersøgelsen betegner situationen efter fundet som ‘definitivt forværret’.

Til The Independent siger Mark Holmes:

- I 2011, da vi første gang fandt MRSA i landbrugets husdyr, troede Ministeriet for Miljø, Fødevarer og Landdistrikter først ikke på det. ‘Vi har ikke MRSA i mælkeindustrien i dette land’, sagde de.

Første gang i Storbritannien
Det er første gang, at MRSA ST398 er fundet hos husdyr i Storbritannien, men bakteriestammen er tidligere konstateret hos svin i Holland, USA og Canada.

Forskerne siger, at bakterier ikke kan overføres til mennesker via mælk, hvis mælken er pasteuriseret, men den kan smitte via rå mælk eller ost fremstillet af rå mælk. Smitten kan spredes via landmænd, dyrlæger og andre besøgende på landbrug samt slagteriarbejdere.

Herhjemme: Stigende bekymring
Herhjemme er der stigende bekymring over for MRSA blandt læger og andre, som betragter landbrugets store forbrug af antibiotika som en alvorlig fare for folkesundheden.

Superbakterierne kan resultere i alvorlige infektioner, som er svære og meget ressourcekrævende at behandle, fordi almindelig antibiotika ikke længere virker. Alligevel har det været vanskeligt at råbe de ansvarlige politikere og myndigheder op.

Årgamle sager om aktindsigt i oplysninger, der kan kaste nyt lys over problemets omfang, syltes og må sendes til fornyet vurdering hos ombudsmanden, som senest har påtalt fejl i myndighedernes behandling af en fire år gammel sag om aktindsigt.

Journalister risikerer fængsel
For nylig blev miljøjournalist og forfatter Kjeld Hansen anmeldt til politiet, fordi han i en artikel har viderebragt oplysninger med konkrete eksempler på inficerede svinelandbrug. Han risikerer bøde eller fængsel i op til et halvt år.

Ifølge Kjeld Hansen er det den ledende embedslæge i Syddanmark og kontorchef i Sundhedsstyrelsen, Henrik L. Hansen, der står bag anmeldelsen.

Koster op mod 25.000 mennesker livet
I EU-landene, Island og Norge koster de livsfarlige bakterier årligt op mod 25.000 mennesker livet. I mere end hver tredje EU-land er antallet af nye behandlinger med multiresistente bakterier steget betydeligt i løbet af de sidste fire år.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: