MRSA-afsløringer chokerer Christian Poll

MRSA – Jeg er chokeret, og det er ikke ord, jeg bruger så tit, skriver Alternativets Christian Poll efter afsløringer i en ny DR-dokumentar, som viser, at Fødevarestyrelsen systematisk har bortcensureret eksperternes anbefalinger til, hvordan man kan begrænse smittespredningen af svinebakterien MRSA.

DR bringer nye afsløringer søndag aften klokken 20 i en ny dokumentar om Fødevarestyrelsens rolle i MRSA-skandalen.

Af Christian Poll, fødevareordfører for Alternativet

MRSA er på dagsordenen i dag. Jeg var i TV2 News og DR2 Morgen og P1 Morgen i dag om sagen. MRSA er en bakterie, som svin får, og som kan overføres til mennesker, som bliver syge. Problemet blev opdaget i 2007, da der var 14 tilfælde. MRSA er resistent overfor penicillin, så den er meget svær at få gjort kål på.

Du skal se dokumentaren søndag, som fortæller historien om, hvordan indlysende og gentagne anbefalinger fra verdens førende forsker bliver ignoreret og klippet ud af notater, så de aldrig når ministre eller folketing.

Jeg er chokeret, og det er ikke ord, jeg bruger så tit. Statens – her Fødevarestyrelsens – vigtigste opgave er at passe på borgerne. Her var en krise under opsejling tilbage i 2007-2008, og førende forskere anbefalede igen og igen, at man skulle kontrollere avlstoppen – altså de 26 gårde, som danner grundlag for de 30 millioner svin, vi har i Danmark. Er der MRSA i avlstoppen, så spreder det sig ned i alle besætninger – det siger næsten sig selv.

Forskerne ignoreret i seks år
I Norge har man handlet resolut i avlstoppen og stoppet smitten. I Danmark er nu en stor del af avlstoppen smittet, fordi man ikke har gjort det nødvendige og ignoreret klare anbefalinger fra forskere igennem seks(!) år.

Min vurdering er, at der fuldstændig mangler armslængde imellem erhverv og myndigheder i fødevaresektoren. Den eneste fornuftige grund til at man vil undlade at undersøge avlstoppen igennem seks år er økonomi – altså risikoen for, at en vis andel af de 26 gårde i toppen må slå deres besætning ned, hvis de har MRSA. Det hensyn har så ført til, at MRSA nu nok er udbredt i hele svineproduktionen og løbet er kørt mht. at stoppe smitten. Det er altså snævre hensyn til de få, der kan have ført til, at vi nu har en antibiotikaresistent bakterie i hele branchen.

Det understreger vigtigheden af, at vi holder fast i uafhængigheden imellem erhverv, stat, ministre og folketing. Og jeg vil også sige, at jeg har undret mig i mange år over, hvorfor eet erhverv skal have sit eget ministerium og styrelser, mens resten af dansk erhvervsliv styres af Erhvervs- og Vækstministeriet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: