Modeportalen Boozt.com vil ikke sælge pels

DYREVELFÆRD – Dansk-svenske Boozt.com er en af Skandinaviens hurtigst voksende online butikker med modetøj. Nu indfører virksomheden en pelsfri politik.

Modeportalen vil ikke længe sælge pels. Her er det to piger ved Folkemødet på Bornholm, som reklamerer for Copenhagen Fur. Foto: Gustav Bech

Med en vækst i 2015 på 55 procent og en omsætning på over en milliard svenske kroner er Boozt.com en blevet sværvægter på det skandinaviske onlinemarked for modetøj. Nu får firmaets profil og officielle holdning til miljø og dyrevelfærd også en overhaling. Det betyder at pels nu bandlyses fra porteføljen.

- Som Nordens førende modeportal, har vi hos Boozt, et stort ansvar i forhold til miljø og dyrevelfærd. Vi er derfor stolte over nu at kunne erklære os fuldstændig pelsfri i samarbejde med Anima, Djurens Rätt og Fur Free Alliance. Vores kunder skal være sikre på at vores tøj ikke produceres på bekostning af dyrs velfærd, lyder det fra Boozts Group Buying Manager, Malte Videbæk.

Det er en nyhed, der falder i god jord hos dyreværnsforeningerne.

- Pelsdyr lider åbenlyst, når man indespærrer dem i små bure på farme. Det er et dyrevelfærdsproblem af format, som kun løses ved at sige nej til pels. Det er der heldigvis flere og flere forbrugere og virksomheder der gør, siger Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef hos Anima.

I alt har mere end 200 modevirksomheder og designere valgt at være pelsfri. Det drejer sig blandt andet om Bestseller, H&M, Nelly.com, ASOS, Ellos og Zalando. Og senest er også Armani og Hugo Boss kommet til.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: